Tøjhuset i Fredericia er klar med efterårsprogrammet for Warehouse Folk

Pressemeddelelse - Tøjhuset er klar med efterårsprogrammet for 2026-1

I december lancerede FredericiaLive konceptet ’Warehouse Folk’ – en ny koncertrække med dansk og international folkemusik i Tøjhuset. Navnet og konceptet er inspireret af det ikoniske Fredericia-spillested ’Det Bruunske Pakhus’. Warehouse Folk er kommet godt fra start, og nu er FredericiaLive klar med efterårsprogrammet 2026, der indeholder både danske, nordiske og amerikanske folk-artister.

Unikke og nærværende koncertoplevelser Under navnet ’Warehouse Folk’ præsenterede foreningen FredericiaLive i december 2025 et forårsprogram bestående af 12 koncerter, der kun var begyndelsen på det nye kunstneriske projekt i Tøjhuset og Eksercerhuset. Navnet refererer til spillestedernes musikalske folkemusik-rødder i Det Bruunske Pakhus, som bl.a. var kendt rundt om i landet for at huse en lang række danske og internationale folkemusik-artister.

Kirstine Uhrbrand, leder og booker for Tøjhuset, udtaler:

“Med folk-konceptet ’Warehouse Folk’ ønsker vi at præsentere nogle unikke og nærværende koncertoplevelser, hvor publikum kan komme helt tæt på musikken. Akustikken og atmosfæren i Tøjhuset er yderst velegnet til koncerter med akustiske instrumenter, og samtidig er folkemusikken en genre, der er inde i en spændende udvikling. Og med folkemusik-rødderne i Det Bruunske Pakhus mener vi, at det er helt oplagt at dykke ned i netop folkemusikken.”

Her på Musikfans.dk er vi meget begejstret for folkemusik-projektet i Tøjhuset, og vi har således anmeldt nogle af den seneste sæsons koncerter. Vi har således også allerede skrevet nogle af de kommende koncerter i vores anmelderkalender.

Læs anmeldelse af Stefan Mørk og Nashville Nights her på dette link. 

Læs anmeldelse af Jake Vaadeland & The Sturgeon River Band på dette link.

StefanMørk_15012026_U8W6779 kopier

Koncert på Tøjhuset med Stefan Mørk og Nashville Nights, 15. januar 2026. Foto: Thomas Kvist Christiansen.  

Stærke navne fra den danske og internationale folk-scene til Fredericia

Efterårsprogrammet for Warehouse Folk 2026 skydes i gang af det danske folk-talent, Justine Boesen, der har lavet et samarbejde med finske folk-band Polenta og efterfølges af otte udvalgte koncerter.

”Warehouse Folk er kommet virkelig godt fra start her i 2026 med både danske og internationale folk-artister af høj kunstnerisk kvalitet og en flot publikumstilslutning. Vi er utrolig glade og taknemmelige for den modtagelse Warehouse Folk har fået både fra fredericianerne og de gæster fra resten af landet, der har besøgt Tøjhuset til koncerterne. Nu er vi så klar med efterårsprogrammet, der rummer artister fra Canada, USA, Sverige, Finland og Danmark, og der er gode muligheder for at gå på opdagelse i programmet og opdage nye spændende folk-navne”, fortæller Kirstine Uhrbrand, leder og booker for Tøjhuset.

FB_IMG_1770241800421

Koncert på Tøjhuset med med Jake Vaadeland & The Sturgeon River Band, 4. februar 2026. Foto. Carsten Linde. 

Efterårsprogrammet for Warehouse Folk 2026:

Justine Boesen og finske Polenta (DK/FIN): Oplev et musikalsk møde mellem den danske sopransanger og akkordeonist Justine Boesen og den prisvidnende finske kvartet Polenta i en grænsebrydende koncert. Tag med på en unik rejse ind i folkemusikken og nordens klange, når Polenta & Justine Boesen med deres moderne fortolkninger og nyskrevne nye nordiske musik gæster Tøjhuset d. 2. september med deres koncertoplevelse ”Nordic Night”.

Bobby Tenderloin, J. Tex & Aske Skat (CAN/DK): I sensommeren 2026 samles tre stærke navne fra Canada og Danmark om en helt særlig musikalsk rejse gennem country, folk, roots og americana. The Bobby Tenderloin Universe fra Canada drager på turné sammen med J.TEX og Aske Skat fra Danmark – et hold af musikere, der tilsammen skaber et intenst, varmt og energisk univers af sange, historier, spilleglæde og ikke mindst venskab på scenen.

Elias Rønnenfelt: Elias Rønnenfelt er kendt som forsanger i det kritikerroste band Iceage og har skabt sin egen unikke vej inden for alternativ rock og post-punk, og han skubber grænser og udfordrer konventioner med hver udgivelse. Udover sit arbejde med Iceage har Rønnenfelt samarbejdet med en bred vifte af kunstnere, hvilket yderligere udvider hans lydmæssige palet og skubber grænserne for hans kreative output. Fra eksperimentelle støjprojekter til introspektive folk-optagelser kender hans alsidighed som musiker ingen grænser, og han overrasker og fascinerer konsekvent lytterne med hver ny indsats.

Dissing & Las – Povls Sange: Da Povl Dissing gik bort i sommeren 2022 efterlod han ikke blot et tomrum i danskmusikkultur – han efterlod en uvurderlig sangskat. En arv, som nu bliver ført videre af dem, der kendte ham bedst: Rasmus, Jonas og Las – musikalske sønner og trofaste rejsekammerater gennem 25 år på landevejene. Med projektet “Povls Sange Lever Videre” tager trioen Dissing & Las publikum med på en rejse gennem tid, toner og tekster. Fra sange givet videre fra Povls egne forældre til de poetiske perler han selv skrev.

Det Blev Handgemäng (SE): Det Blev Handgemäng er et svensk band, der på fornem vis forener americana, country, folk, country og blues i en lyd, der både føles rå og autentisk. Deres musik er rodfæstet i amerikanske traditioner, men med en skandinavisk nerve, melankoli og et glimt i øjet, som gør dem unikke på den nordiske musikscene. Bandets navn, der løst oversat betyder “Det endte i slagsmål”, afspejler den humor og uforudsigelighed, der også er til stede i deres musik og optrædener. Det blev Handgemäng er kendt for deres evne til at fortælle historier – ofte om tab, længsel og livet på kanten – gennem poetiske tekster og stærke melodier.

LOUD TIGER: Det store udland har for længst opdaget danske LOUD TIGER, og nu har den prisvindende sangskriver med den vilde energi, den store stemme og singlerne ’Cactus ’og ’Thirsty’ som radioens favoritter efterhånden slået sit navn fast i Danmark. Det er nemt nok at finde de store navne og gloser frem, når det kommer til LOUD TIGER, og man forstår til fulde begejstringen, når man først én gang har oplevet hende live.

Jill Andrews (US): Jill Andrews fra Nashville er en af de mest anerkendte og indflydelsesrige kvindelige singer-songwriters på den amerikanske indie-folk og americana-scene. Hun har adskillige kritikerroste albums bag sig, og med sange centralt placeret i nogle af USA’s mest succesfulde tv-serier, er hun kommet bredt ud til millioner af mennesker over hele verden. Jill Andrews er kendt for sin varme, ærlige stemme og sin evne til at formidle følelser med stor nærhed. Gå ikke glip af hendes utrolige talent, når Jill Andrews på sin først turné i Danmark overhovedet, kommer til Tøjhuset.

A Very Country Christmas (US): Spænd nissehuen og gør dig klar til en julekoncert, der er lige så unik som en snemand i cowboyhat. Nashville Nights A Very Country Christmas lander i Tøjhuset, og lover, at give de gamle juletravere et country-twist, der får selv rensdyrene til at danse linedance. Så hvis din indre country-fan også elsker jul, er der ingen vej udenom. Kom med når Nashville Nights præsenterer A Very Country Christmas og oplev, hvordan vi puster nyt liv i de gode gamle julesange. Det bliver garanteret en aften, der får dig i julestemning med et smil på læben.

Oysterband_TF2025_DSC0941 kopier

Koncert med Oysterband på Tønder Festival 2026. Foto: Sigrid Loft.

Smukkig på Warehouse Folk programmet i 2027

Allerede nu har FredericiaLive løftet sløret for de første folk-artister i 2027. I januar 2027 kan du opleve den karakteristiske forsanger for det legendariske engelske folk-band Oysterband, John Jones, og hans trio. Den består af vokalisten og sangskriveren John Jones samt Oysterbands oprindelige cellospiller Ray Cooper (Chopper), der også synger og som nu er sprunget ud som multi-instrumentalist. Sidst men ikke mindst består trioen af Al Scott, der ligeledes udtrykker sig gennem sang, spiller bas, er guitarist, mandolinspiller og producer. Forvent at komme til at høre Oysterband sange, som John Jones har været med til at skrive. Hertil kommer hans egne sange, Ray Cooper-sange, traditionelle numre og tre stemmer i smuk harmoni.

I februar 2027 kan du opleve bandet ’Mr. Irish Bastard’, der er i dag et af de mest anerkendte bands på den globale Celtic punk-scene. Tro mod deres navn blev bandet dannet af ireren Chris Lennon i Münster, Tyskland, efter en festlig aften med ligesindede entusiast Gran E. Smith. Bevæbnet med en akustisk guitar og en banjo samlede duoen hurtigt en broget flok musikere med samme passion – og satte kurs mod at gøre deres aftryk på verden, én irsk pub ad gangen.

Warehouse Folk plakat efterår 2026 kopier