Stefan Mørk Band, 15. januar 2026 i Tøjhuset, Fredericia.

Første koncert under det nye koncept, Warehouse Folk.

Arrangør: Diverse, bl.a. Nashville Nights og FredericiaLive

StefanMørk_15012026_U8W6779 kopier

HÅNDHOLDT HÅB

Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde
Fotos ved Thomas Kvist Christiansen

Her i 2026, mere præcist til september, er det 40 år siden, spillestedet Det Bruunske Pakhus åbnede. Dengang med Dan Dorschel som daglig leder. Nærmest fra dag et af blev akustiske koncerter et meget vigtigt omdrejningspunkt og en tilbagevendende begivenhed. 
 
Uforglemmelige aftener med blandt andre ikoniske skotske The McCalmans og The Band-legenden Rick Danko kan stadig give flittige brugere af Pakhuset julelys i øjnene. I december 2016 lukkede og slukkede duoen Dicte Madsen og Claus Hempler for Pakhuset. Året efter tog Tøjhuset over.
 
Inspireret af folkemusikkens rødder viderefører Pakhusets aftager Tøjhuset og dets leder Kirstine Uhrbrand idéen, nu med konceptet Warehouse Folk. Det er en række koncerter, som har den røde fælles tråd, at de alle tager udgangspunkt i folkemusikkens akustiske lyd, stærke sangskriver-traditioner og nærværende musikoplevelser. Warehouse er i øvrigt et oplagt navn, som dels er det engelske ord for Pakhus, dels fordi Tøjhuset i mere end 100 år netop var et slags pakhus/depot.
 
Første koncert under konceptet Warehouse Folk fandt sted torsdag aften. På scenen var fynske Stefan Mørk med Band.
 
Johnny Madsens onkel sagde de berømte ord: “Der findes to former for musik: country og western“.
 
Hvis vi – med et glimt i øjet – tager den påstand bogstaveligt og for pålydende – hele Highway 61 til Thyborøn – så er Stefan Mørk en musikalsk blandingsmisbruger. For torsdagens fine, fine koncert tog i udpræget grad udspring i story-telling og afsæt i country & western musikken.
StefanMørk_15012026_U8W6855 kopier
 Dygtigt band
 
Fint, afdæmpet, elegant og varieret blev Stefan Mørk bakket op af gode, dygtige musikalske venner: på trommer Thomas Duus (kendt fra bl.a. LoveShop), på keys og kor Lars Rahbek Andresen (fra bl.a. Kick The Kangaroo), på bas + kor Jesper Hougaard (bl.a. fra Kim Larsen & Kjukken og Lasse & Mathilde Trio), samt på guitar og pedal steel guitar Mikkel Grue (bl.a. Den Syvende Søn).
 
Sange med dybde
 
Udover en stærk stemme, viste Stefan Mørk sig at være en rigtig dygtig sangskriver. Det var sange med dybde, det var sange med indhold. “Love Me So-ber”, “Water Through My Fingers” og “Rise” var alle rasende god eksempler herpå. Catchy Country med tæft for at sætte det mundrette og melodiske i højsædet. Oftest stille, afdæmpede numre, der umiddelbart emmede lidt af legender som Kris Kristofferson, The Eagles og Chris Stapleton.
StefanMørk_15012026_U8W6754 kopier
Talent forpligter. Og da Stefan Mørk i så udpræget grad har talent og flair for at skrive særdeles gode sange, var der da ingen grund til, at han havde flettet to norske coversange ind i sætlisten. Bevares. De var ikke decideret dårlige, men havde Stefan Mørk i stedet for valgt to egne sange fra eksempelvis albummet “Songs Of Hope”, så havde sang-skriver-talentet fået endnu mere plads.
 
Ser man bort fra og igennem fingre med de to cover-sange samt lidt tekstlige huskefejl, var torsdagens start på Warehouse Folk en rigtig, rigtig god oplevelse. Nærværende, varieret, velspillet. Søde og sjove historier bandt sangene sammen.
 
Kan ske, at 48 årige Stefan Mørk lever (godt) som tonemester, lyddesigner og film-klipper. Men, når han sætter strøm til den vellydende Gibson J50 fra 1964, så opstår der noget helt særligt.
 
På gensyn?
 
Man skal være særdeles tonedøv, lyd-fattig og film-tunnel-synet, hvis ikke man efter torsdagens koncert gik derfra med en åbenlys lyst til at høre meget mere til og fra Stefan Mørks sangskat (gerne med de samme musikalske legekammerater).
 
At dømme efter den store publikums-opbakning, der tilpas stille og andægtigt lyttende lod sig bjergtage af sangeren, sangene og bandet, er jeg ikke den eneste, som ser frem til et genhør med Stefan Mørk Band.
 
Stefan gæster i øvrigt atter Tøjhuset lørdag den 23. maj, hvor det Odense baserede Nashville Nights kommer forbi. Indtil da bør vi vel alle gå med troen på og håbet om, at håndholdt musik aldrig går af mode.
StefanMørk_15012026_U8W6725 kopier

Sætliste:

Sleepless Roads

Another One

Love You So-ber

Water Through My Fingers

Giving Up

And The End

Different People

Something

Do What Lovers Do

Daughter

Fineste Eg

Stakkarl Meg

Loving Thing

Darkness is a Room To Dream

Too Fast

Extra:

Rise

StefanMørk_15012026_U8W6829 kopier