Jake Vaadeland & The Sturgeon River Band (CAN), 4. Februar 2026 i Tøjhuset, Fredericia
THE GRASS IS STILL SINGING
Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde
Hvor ofte hører man ikke, at græsset altid er grønnere på den anden side? (Af hegnet, hækken, kommune-/delstatsgrænsen.) Men når vi snakker om den musikstil, som gæstede Tøjhuset onsdag aften, så bør samtalen hurtigt forstumme. Den canadiske kvartet, anført af den unge lysende stjerne, Jake Vaadeland, er nemlig bannerfører for Bluegrass-genren.
Bluegrass er et håndholdt musikalsk udtryk, som opstod i 1940’ernes Kentucky, hvor der faktisk findes en græssort, som er blå!
Med udgangspunkt i et Kentucky Blue Grass-strå i mundvigen (eller var det en svensk skrå?), Elvis Presley frisure, det helt rigtige jodle-knæk på stemmebåndet, viste Joel Rohs på guitar og kor, Stephen Williams på kontrabas, Jaxon Lalonde på 5-strenget banjo og kor samt ikke mindst Jake Vaadeland på sang plus guitar/5-strenget banjo, at den 80 år gamle musik-retning er stedsegrøn og som født på ny.
Virtuoser
Alle fire musikere var vanvittigt virtuose. Så gode at det til tider sortnede for vores øjne. Faktisk så gode, det var lige til at blive grøn af misundelse over. Joel Rohs brugte elegant og ekvilibristisk hele skalaen via den forlængede hals på den vellydende baryton-guitar. Stephen Williams havde sin helt egen fest, når han hoppede rundt med og på den “forstørrede cello”. (Med et glimt i øjet fortalte Vaadeland, at den sidste amerikaner, der kaldte Williams Kontrabas for en cello ikke er set siden, men er nu en del af “Missing People”!! ).
Aftenens koncert var fyldt med musikalske højdepunkter. Blandingen af country, gospel, folkemusik, blues og hæsblæsende Rock-a-billy gik rent ind hos den for en iskoldt onsdag imponerende store forsamling af publikummer.
Men aftenen peakede for alvor i de par numre, hvor Jake Vaadeland og Jaxon Lalonde leverede bjergtagende, blændende banjo-battle. I for eksempel det suveræne, selvskrevne instrumental-nummer “Jake Vs. Jax” spillede de begge to så fabelagtigt fabulerende, farverige flotte off-beat-soli, at man med rette kunne tro, at Kentuckys blå græs havde canadiske “rødder”.
Jake Vaadeland lignede det han mest af alt er: En purung knægt i starten af 20’erne, med en masse på hjertet og et hoved samt to hænder fyldt med musikalitet, lige fra de yderste blodrød-sprængte negle til den inderste grønne sjæl. Langt de fleste af koncertens numre var skrevet af ungersvenden selv. Det i sig selv kunne kun aftvinge respekt. At han så i tilgift er udstyret med en stærk, flerfarvet stemme og store evner på diverse strenge-instrumenter, gør jo blot, at han ikke er på vej mod en sort blindgyde, men kun lige er startet på den musikalske rejse mod stjernerne.
Dont push your luck
Netop det faktum, at Jake Vaadeland er så ung, kan måske forklare aftenens små løftede øjenbryn og lettere hævede pegefingre. Når man som canadier lever under truslen med, at landet kan blive USA’s stat nr. 51 og på samme tid giver koncert i Danmark, som pænt sagt pt. har et mere end anstrengt forhold til den orange klaphat, så skal man altså fare frem med lempe. Især når man – som Vaadeland gjorde midt i 1 sæt – insisterede på at lave reklame for en ærke-amerikansk læskedrik (og nej den reklame var IKKE ironisk). Det burde en voksen tæt på unge Vaadeland viske ham i øret.
At første sæt kun varede sølle 31 minutter – efterfulgt af en 29 minutter lang pause – var vist også at stramme den lidt rigeligt. Publikum havde trods alt givet mere end 300 kr. for en billet. Heldigvis sneg 2. sæt sig op på 40 minutter. Det svarer sammenlagt nogenlunde til et festivals-sæt (og bandet kommer faktisk til Tønder i august 2026). Men en håndfuld numre mere havde klædt kvartetten, så publikum ikke – næste gang – risikerer at komme op i det røde felt.
De fire velspillende og yderst velklædte herrer sluttede trods alt aftenen af med en forbilledlig, forførende flot finish i form af en fortolkning af Carl Perkins rock-klassikeren “Blue Suede Shoes” (som Elvis Presley havde et kæmpe hit med for præcis 70 år siden).
“Magisk aften” udbrød en tydeligvis begejstret bluegrass-debuterende publikummer. Jeg var ikke langt fra at give den gode mand ret. Jake Vaadeland var nemlig noget så sjældent som “A blast from the past” og “The Man of the future” på én og samme gang!!
Aftenens koncert var nr. 2 i rækken under overskriften “Warehouse Folk”. Et koncept, som denne aften havde tiltrukket publikummere helt fra København.
Med den blå-farvede rock-afskeds-sang, tilsat bluegrass forklædning, sluttede en flot, flot koncert af i visheden om, at gammeldags håndholdt musik, leveret med nerve, sjæl, talent, overskud og charme stadig kan – som titlen på en Doris Lessing bog – få græsset til at synge.
