Open-air koncert med White Lies (UK), 15. juni 2024 i baggården til Tøjhuset, Fredericia.
Arrangør: Fredericialive og Tøjhuset.
NÅR LØGNE ER LYKKEN
Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde
Fotos ved Thomas Kvist Christiansen
Den engelske, mere præcist London-baserede trio, White Lies, elsker Danmark, og derfor vagte det stor jubel, da det tilbage i december 2023 blev offentliggjort, at Harry McVeigh, Charles Cave og Jack Lawrence-Brown ville komme til Fredericia. Endda som det eneste danske stop på en lang sommerturne.
Tilsyneladende er der desværre i øjeblikket ikke ret mange danskere, der elsker White Lies. Kun en meget beskeden skare havde nemlig fundet vej til Tøjhusets baggård denne lørdag i juni måned.
Catchy Hits
Efter en effektfuld opvarmnings-koncert af den danske elektropop-trio med det geniale bandnavn, When Saints Go Machine, fik de tilstedeværende til gengæld en af de bedste rock-koncerter i mange, mange år. Læs om koncerten med When Saints Go Machine ved at klikke her.
Whites Lies, som på scenen altid er suppleret med det velspillende keyboard-geni, Tommy Bowen, spillede igennem 75 euforiske minutter udelukkende det ene monstergode, cathy, melodiske hit efter det andet.
Stilen er højenergisk indie-rock med tydelige referencer og skelen til store ikoniske stilskabende engelske bands som Echo & The Bunnymen, The Cure og ikke mindst Teardrops Explodes. Rytmesektionen, bestående af den ufattelig præcise Jack Lawrence-Brown på trommer og Charles Cave på speedbas, var i både sær- og verdensklasse.
Den mørke men melodiske bund rumlede rockende over storke og stenbidere ( ja ja, jeg ved det: en lidt søgt nytænkning af begrebet over stok og sten..) i et hæsblæsende men temmelig triumferende, tight tempo. Med sang-titler som “Death”, “Nothing To Give” og “Bad Love” er Whites Lies emnevalg jo ikke ligefrem fyldt med happy-go-lucky stemning.
Omvendt er der vanvittigt meget liv i musikken.
Oven på den velspillende rytmiske bund, lagde Tommy Bowen et smukt lag af storladne, lyse keyboardflader. Aldrig for meget, aldrig for lidt. Men hele tiden genialt dosseret mellem den brutale bund og den gribende, sfæriske guitar/sang som toppen af den vellydende musikalske kransekage.
Sanger og guitarist, Harry McVeigh, havde en fest. Tydeligt lykkelig over, at være tilbage i Danmark spillede og sang han, som gjaldt det selve livet.
Hjerte og sjæl
Med nerve, intensitet og nærvær guidede Harry McVeigh publikum igennem 15 års udgivelser, hvor især sangene fra debuten “To Loose My Life (2009) og efterfølgeren “Ritual” (2011) blæste os alle bagover. Kompromisløs velkomponeret post-punk-rock, spillet og sunget med hjerte og sjæl.
Koncerten var en mirakuløs, mageløs magtdemonstration i spilleglæde.
Eneste mindre indvending ved de to koncerter var vokalen. Både da den kejtede københavner-knægt fra When Saints Go Maschine, Nikolaj Manuel Vonsild sang og efterfølgende Harry McVeigh fra White Lies skrålede, kunne en lidt højere vokal have gjort en mærkbar forskel. Det kunne til tider være lidt svært at høre alle ord. Det var en gene ved de ukendte sange, hvor jeg ikke kendte teksterne.
Ellers sad performance og lyd lige i skabet.
Der var tydelige julelys i folks øjne, da de med et kæmpesmil på læben og hænderne oppe over hovedet tilfredse forlod koncertpladsen. Personligt er det rigtig mange år siden, at en debut-koncert har sparket benene SÅ meget væk under mig.
White Lies kommer vi ikke af med lige med det samme, og det må gerne tage mindst 15 år mere.
Tænk sig, at Løgne er Lykken!
Se flere fotos fra koncerten med White Lies ved Open Air, Tøjhuset i Fredericia.
