Især samarbejdet med Michael Falch høres ganske tydeligt på “den svære 2’er”. Men Kurt Wiinholt Poulsen gør det nu ikke sværere end nødvendigt. Med et rockende pop-hjerte og flair for flotte flyvefærdige fællessang(e) er “Wiinholt #2” spækket med iørefaldende og velproducerede sange. Albummets udtryk læner sig op ad samme sangskriver manifest, som Michael Falch gjorde det især i 90’erne. Det skal ikke opfattes som en kritik (Falch sad og sidder stadig selv på skuldrene af Neil Young og Bruce Springsteen). Det er blot en konstatering af, at der – udover Poul Krebs og Michael Falch – stadig udgives dansksproget pop-rock med kant og dybde. Så gør det i øvrigt jo slet, slet ikke noget, at Peter Wegeners storslåede og brusende keyboard/hammondorgel-lyd passer perfekt ind i sangene. 

“Wiinholt #2” viser, at Kurt W. Poulsen er en glimrende guitarist, en sjælfuld sanger og en mangfoldig melodi-mager. Om han er en dygtig eller dårlig digter, giver albummet ikke svar på, da samtlige 8 sange er skrevet af Malene Tygesen Dalsgård Hansen.                                                     

Uanset Kurts egne evner ud i ord, så danner Poulsens pop-rock-melodier en perfekt podning med Malenes poetiske ord. Teksterne kredser elegant, modigt og dygtigt omkring livets mellemlandinger, fra livskriser til livsåbninger. Alle skrevet i et legende, let og ligefremt sprog. I en tid, hvor AI truer den “ægte” musik og debatten om dette raser, holder Kurt flot og stilsikkert fast i sin ambition om at skabe hånd- og Wiinholt originalmusik, der rører og rammer lytteren.