Walter Trout, 4. april 2024, i Eksercerhuset, Fredericia. Support: Padlock Chain.
Arrangør: Tøjhuset/Fredericialive
STORSLÅET AFTEN MED WALTER TROUT
Af musikjournalist Carsten Linde
“Trouts totale triumf” var vist overskriften på den amerikanske guitarlegendes seneste besøg i 7000 Rock City. Det var tilbage i oktober 2022. Den – altså både overskrift og koncert – er vel lige så svær at overgå som at rygsvømme sig til en OL guldmedalje i disciplinen butterfly. Mindre kan HELDIGVIS nemt være nok til en ny mindeværdig og derfor glimrende aften.
Padlock Chain.
Først var der dog grund til at bøje sig i støvet efter en præcis 33 minutter og 33 sekunder lang gang skrammelrock. Præsenteret og leveret virkeligelig godt af den lokale kvartet, Padlock Chain. De havde fået den ærefulde tjans at varme publikum, før verdensnavnet Walter gik på scenen.
Skarpe som en nyslebet kniv fik publikum rigtig gode versioner af blandt “Lorteparforhold”, “Det Bedste Til Mig og Mine Venner”. Samt kronen på værket: En brutal, bidsk bulder-version af Beatles-rockeren: “Don’t Let Me Down”.
De uofficielle jyske mestre i skramlende rock svigtede hverken publikum eller sig selv. Måske deres bedste optræden, som jeg har været kronvidne til! Og sikke en fabelagtig god lyd, hvor trommer, bas og især Lars Dreymanns guitar sad lige i skrammel-skabet.
Walter Trout.
Kl. 20:30 indtog Walter Trout scenen. I spidsen for et rasende godt spillende band fik salen en to timers medrivende rundrejse i Trouts selvkomponerede blues-rock univers.
Hovedvægten af sættet var bygget op omkring de to nyeste albums, “Ride” fra 2022 og den helt, helt nye 2024-udgivelse, “Broken”. Sidstnævnte pt. placeret som nr. 1 på den amerikanske “Billboard Blues Chart” !! Alle sange spillet med et ungdommeligt overskud og en livgivende lyst til at lege.
Walter Trout viste sig stadig at have evnen til at spille hurtigere end de fleste. Uden at miste hverken orientering eller spille en forkert tone.
Han evnede også at levere langsomme, smukke og følsomme soli. Så smertelige og sanselige, at man kunne smage sveddråberne, dufte de blå toner og mærke de ofte tunge tekster. Sange, der kredsede om den barske tid som multi-misbruger.
Den storslåede koncert sluttede af med speed-rockeren, “I’m Going Down”. Er der noget, som 73 årige Walter Coop Trout IKKE er klar til, ej heller i færd med, så at det at være ved vejs ende eller vaklende ned ad bakke. Den storslåede soulstemme oste stadig af vitalitet og nærvær. Og de eventyrlige evner på den elektriske guitar kan man kun falde i svime over, af ren og skær benovelse. 31 albums har han udgivet. Det er10 år siden at Walter Trout lå på dødslejet, men lige inden Manden Med Leen nåede sengen, blev Trout reddet af en levertransplantation. Det har musikverdenen været taknemmelige for lige siden og er det stadig den dag i dag. På 35. år elsket og hyldet af danske fans. Det fortæller vist meget godt, hvorfor danskgifte Trout ikke giver op, men liver op, hver gang touren rammer Trouts andet hjem, Danmark.