Walter Trout & Friends, 30. oktober 2025 i Eksercerhuset, Fredericia
UJÆVN WALTER TROUT-KONCERT
Fra mageløs magtdemonstration til kodyl kedelige kom-og-se-mig-soli
Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde
Fotos ved fotograf Thomas Kvist Christiansen
Amerikansk-fødte og dansk-gifte Walter Trout har siden starten af 90’erne med både jævne og ujævne mellemrum gæstet Fredericia. Senest i 2022 og 2024. Som regel med et nyt album i ryggen. Denne gang kunne den ekvilibristiske topguitarist præsentere det helt nye, meget samfundskritiske album “Sign Of The Time” samt hele tre danske gæstesangere. De danske stjernedrys vender vi tilbage til.
Nye politiske toner
En Walter Trout koncert har alle dage været garant for rasende god blues-rock. Denne oktoberaften var langt hen ad vejen ingen undtagelse.
Efter den nærmest traditionelle, altid total triumferende, obligatoriske men stadig overbevisende koncert-starter, “I Can Tell”, bevægede Trout og det ypperlige band sig over i sange fra det nyeste album.
I sit vel mere end halve århundrede som samfundsobservatør i gadehøjde og brutal ærlig sangskriver, har bluesrockens mest sejlivede ikon, Walter Cooper Trout, aldrig påduttet sine fans, hvad de skal tænke, tro, trodse eller føle. Hverken politisk eller personligt. Men nye sange som “Blood On My Pillow”, “Too Bad” og “Artificial” vidnede om en artist, hvis hjemland i særdeleshed – og verden som helhed – så småt går op i sømmene. Aldrig før har 74 årige Trout taget bladet så meget fra munden og sagt sin mening så klart.
Kanske, at de nye sange startede som terapi for Trout. Men når budskaberne om tidens tunge ting pakkes ind i brillante blues-rockere og berigende ballader, så bør vi alle lytte. Trout har aldrig spillet for galleriet. Denne aften spillede han som gjaldt det livet. Man skulle være totalt tonedøv, hvis man ikke kunne høre, mærke og fornemme, at hver eneste tight tone blev leveret smerteligt smukt og hver akkord havde sit eget nødvendige liv. Mageløs musikalsk magtdemonstration.
Danske gæstesangere
Som noget nyt havde Walter Trout inviteret hele tre dygtige danske blues- og soulsangere med på den danske del af Europa-turneen. Sådan ca halvvejs inde i den 90 minutter lange koncert kom først Sahra Da Silva på scenen. Med sin vulkanagtige store stemme bjergtog hun med nummeret “Gonna Hurt Like Hell” den pænt fyldte sal. Mon ikke der stod nogle i salen og tænkte: Lad mig få fat i en billet til en Sahra Da Silva koncert – måske allerede i Tøjhuset torsdag den 11. december. Dertil er der kun at sige: Gør det, mens tid er.
Hvis Sahra Da Silvas stemme var en urkraft af rå power, så fik Miriam Mandipira – født og opvokset i Zimbabwe – uret og tiden til at gå i stå. Med en inderlighed og varme uden lige gik hendes følsomme, bløde, jazzede og soulede vokal lige i hjertet på os alle. “Broken” hed sangen. Hendes stemme fik os alle til at bryde sammen i gråd.
Til sidst dukkede Thorbjørn Risager op. Med ham i front fik salen en kraftfuld version af den gamle Albert Collins blues-klassiker “Cold Cold Feeling”. Walter Trout har jo selv en fabelagtig soul-stemme. Men koncerten blev ekstra interessant med disse tre store og meget forskellige danske sangere. De gjorde det så godt, at alle i salen håbede på mere.
Meningsløs “mesterværk”
Men istedet havde Walter Trout valgt at lade de tre band-medlemmer få plads til at vise hvor virtuost keyboards, bas og tromme kan være. Problemet var, at uanset hvor dygtig en keyboardspiller er, lige meget hvor mange store stjerner en dygtig bassist har spillet og indspillet med, og på trods af, at Michael Leasure er en klassetommeslager, så er 15 minutters uafbrudt “se-hvor-dygtig-jeg-er” solist-optræden på de tre instrumenter dræbende kedeligt. Ren tidsspilde – især når koncerten kun varede 90 minutter, og når man havde tre dygtige sangere, som stod og trippede for at synge mere.
En virkelig ærgelig disponering, grænsende til meningsløst “mesterværk”.
Heldigvis sluttede koncerten af på toppen og med alle solister på scenen. “I Have Enough” sang og spillede de tre danske gæstesolister, alt imens Jon Trout og Walter Trout leverede guitarspil så smukt, at en solnedgang ville virke som et mareridt.
Vi er rigtig mange fans af blues-rock, som ikke kan få nok af Walter Trout. I går fik vi godt nok for lidt Trout og for meget keys-tromme-bas-lir. Mest af alt sidder jeg tilbage med visheden om, at så længe Trouts hjerte slår, og leveren er i live, har vi ikke hørt det sidste musikalske mesterværk fra blues-rockens sande stjerne.
