Koncert med Uriah Heep (UK) 10. Februar 2026 På Posten, Odense

Arrangør : Musikhuset Posten

Uriah Heep_U8W7676 kopier

FORRYGENDE FADØLS FARVEL-FEST

Uriah Heep leverede en overbevisende slut-koncert på den Skandinaviske del af Magician's Farewell Tour

Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde
Fotos ved fotograf Thomas Kvist Christiansen

“You Can’t Keep A Good Band Down” er titlen på et præcis 50 år gammelt Uriah Heep nummer fra udgivelsen High And Mighty. Det vil sige det sidste album med den oprindelige sanger, David Byron.
 
Det er præcis sådan Heep-Heads over hele verden tænker om det tudsegamle band. Så sandt som det er sagt, skrevet og sunget, er London-baserede Uriah Heep umulige at holde nede. Faktisk er orkestret – viste koncerten på Posten i Odense – stadig “very much alive and still kicking”.
 
På trods af det faktum, at kun guitarist Mike Box (pt. desværre midlertidigt ude pga. sygdom) har været med siden dannelsen i 1969, har bandet overlevet utallige andre udskiftninger. Sikkert fordi rigtig mange af sangene er tidløse klassikere og nok også fordi, fanskaren alle dage har været loyale overfor kvintettens forskellige konstellationer.
 
Når det er sagt, så har den nuværende sanger, Bernie Shaw, og keyboardspilleren, Phil Lanzon, faktisk været med siden 1986 – altså i hele i 40 år..
Uriah Heep_U8W7619 kopier
Uriah Heep anno 2026 viste fra åbningsnummeret “Grazed By Heaven”, at selv en hundekold tirsdag i februar måned kan virke som en festlig fredag, hvor fadøllene serveres med lynets hastighed.
 
Med en ekstrem vedkommende, velspillende rytmesektion bestående af Russell Gilbrook på trommer og Dave Rimmer på bas som ballast og base, var det ingen sag for sanger, guitarist og keyboard at bygge oven på bunden. Og der blev i den grad bygget på fra første beat. Ført an af en umådelig nærværende, udadvendt og virkelig velsyngende Bernie Shaw fik salen en tour de force gennem især bandets bedste 70’er albums.
 
Fuldblods guitarist erstatning
 
Stod man med ryggen til scenen, var det ualmindelig svært – for ikke at sige umuligt – at høre forskel på sygdomsramte 78-årige Mick Box og den unge stedfortræder Sam Wood. 37 årige Sam Wood, som til dagligt spiller i det Thin Lizzy-inspirerede rockband Black Star Riders, formåede at levere og servere en guitar-lyd, som i den grad ramte Box’s tone, timing og tightness. Stor, stor oplevelse, når nu selve grundstenen i Uriah Heep, Mick Box, måtte melde forfald.
Uriah Heep_U8W7764 kopier
Progressiv rock
 
Gennem lange, flotte, smukke og detajlerige udgaver af prog-rock-klassikere som “July Morning” og “The Magician’s Birthday” kom publikum med på en storladen, episk rejse ind i et syret musikalsk univers, som IKKE er set eller hørt ret mange andre steder sidenhen. Her fik Sam Wood lov til at trylle på lange dragende guitarsoli, mens Phil Lanzon kompetent gav sangene dybde med den karakteristiske tunge, sugende, brusende lyd af hammondorgel. 
 
Fællessang
 
Der blev dømt fællessang i smukke ballader som “The Wizard” og “Lady In Black”. 
 
At Canadiske Bernie Shaw fra tid til anden bad publikum om at synge med var ikke et tegn på, at hans stemme var slidt og ikke kunne mere. Dels sang han lige så godt som på hans Uriah Heep debut-album, det fremragende “Raging Silence” fra 1986. Dels var det SÅ tydeligt, at Shaw nød den intense kontakt til publikum. Han var på alle måder i sit es og sit livs form. 
 
Bernie Shaw bemærkede i øvrigt flere gange, at efter al, al for mange skandinaviske koncerter med et siddende publikum, var det en fornøjelse og lige i bandets ånd, at Posten i Odense var en stående koncert.
 
Uriah Heep havde fra start til slut en fest indbyrdes og med det begejstrede, velsyngende publikum.
Uriah Heep_U8W7725 kopier
 Magtdemonstration
 
“Hold Your Head Up” er titlen et nummer fra Lanzon og Shaw’s første udgivelse med Uriah Heep. Alle fem bandmedlemmer kunne forlade Skandinavien med rank ryg, løftede arme og hovedet højt. Koncerten i Odense var nemlig en magtdemonstration i lyslevende spilleglæde, smittende energi, nærvær, entusiasme og evnen til at holde en fredags-fest….. på en tirsdag.
 
Uriah Heep beviste, at de er en af få nulevende, aktivt spillende bands fra 70’erne, som med rette kan kaldes en institution. 25 studiealbums er det blevet til. Mere end 10 live-udgivelser.
 
Er det forkert at kalde dem Long Lasting Living Legends?
 
Nej vel…
 
De tunge riffs, den balstyriske orgel-lyd, de spidsfindige vokalharmonier og de episke kompositioner lød i tirsdags tidløse trods det faktum, at 10 ud af koncertens 13 numre havde mere end 50 år på bagen.
 
De 90 minutter var élang kærlighedserklæring fra band til publikum og fra publikum til et band, der ufortrødent siden 1969 har holdt skruen i vandet og heavy-metal og prog-musikken i live!
 
Det var med andre ord et fabelagtig liveband, som gav det velvoksne publikum en forrygende fadøls-farvel-fest.

Set-liste:

1  Grazed by Heaven (fra Living The Dream 2018)

2  Save Me Tonight (fra Chaos And Colour 2023)

3  Shadows of Grief (fra Look At Yourself 1971)

4  Stealin’ (fra Sweet Freedom 1973)

5 Hurricane (fra Chaos And Colour 2023)

6  The Wizard (fra Demons And Wizards 1972)

7  Sweet Lorraine (fra The Magician’s Birthday 1972)

8  The Magician’s Birthday (fra Magician’s Birthday 1972)

9  Gypsy  (fra debutalbummet …Very ‘Eavy …Very ‘Umble 1970)

10 July Morning (fra Look At Yourself 1971)

11 Lady In Black (fra Demons And Wizards 1972)

Xtra:

12  Sunrise (fra The Magician’s Birthday 1972)

13  Easy Livin’  (fra Salisbury 1971)

Uriah Heep_U8W7716 kopier