TUCO: Lykkestimer. Udgivet juni 2026 på Innersleeve Records
VELLYKKET VELLYD
Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde
Der er stadig – nu 56 år efter min første gang – noget ganske særligt ved at putte et spritnyt vinyl-album på pladespilleren. Med et åbent sind samt lytte-lapperne foldet helt ud forventningsfuldt suge ind, hvad der gemmer sig i rillerne.
At lytte til Tuco’s nye album viste sig at være en lille times tid i lykkeland.
Det umådeligt velproducerede album rummer 8 stærke sange, der i genre, stemning og ide-rigdom bringer tankerne i retning mod 80’ernes Århus-bands som Goodinoff og MANI.
Til forskel fra de 2 glimrende bands fra Smilets By, så er Tuco mest af alt et 1-mands-værk.
For bag navnet Tuco gemmer sig nemlig den danske producer, sanger, guitarist og sang-skriver Jesper Andersen.
Jesper Tuco Andersen har stort set selv skrevet alle albummets 8 drøngode, drømmende elektro-pop-numre. Han synger selv sangene med et elegant snert af Peter H. Olesens vokal, ligesom Jesper Andersen spiller næsten alt på pladen: dvs. guitar, banjo, bas, orgel, piano. Endelig han står for vokal, synth og samples.
“Lykkestimer” er et studie-projekt, hvis dragende, drømmende tilbagelænede lydunivers fangede mig ved første gennemlytning. Her efter 8 gennemlytninger af de 8 sange, glæder jeg mig allerede til gang nr. 9. Af den simple årsag, at samtlige sange vokser ved og efter hver afspilning.
Det er lige præcis det, som vellykket vellyd kan.
Lyt til åbenlyse åbenbaringer som åbningsnummeret “Gasblå Nat” og især “Solfyldte Glæder”. De bliver ved med at udfolde sig i nye farver og stemninger.
Nok er Tuco et studie i superb studie-produktion. Men de sanselige sange fortjener luft under vingerne i form af en band-udgave. Serveret og leveret fra de skrå brædder på et spillested eller en festival ( så som Tønder Festivalen campingscenen !!! ).