Jelling Musikfestrival, 24. maj 2024 - Store Scene: TRAVIS

TRAVIS_U8W7648 kopier

TARVELIGT, TRAVIS!

Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde

Fotos Thomas Kvist Christiansen.

Vores egen Johnny Madsen lancerede for år siden en storsælgende shampoo til “Træt og Viljeløst Hår”. Måske bør Malermester Madsen udvikle en pille mod “Trætte og Viljeløse Bands”. Sådan en håndfuld piller kunne fire skotske soft-rockere godt have brugt, inden de noget efter kl. 18:00 gik på Jelling Musikfestivalens store scene.

Det er 11 år siden, at skotske Travis sidst spillede i Danmark. Efter fredagens totale trivielle tomgangskoncert er det muligvis, ja formentlig og forhåbentlig ABSOLUT sidste gang, at de tør tage turen over Vesterhavet. Aldrig har Jelling lagt græsmark til en så uprofessionel og uoplagt optræden.

For det første startede koncerten hele 20 minutter forsinket. Da kvartetten omsider kom sjaskende ind på scenen, fik publikum en koncertlyd, som den første lille halve time var decideret elendig. Fuldstændig uafstemt. Sanger Fran Healys akustiske guitar kunne slet ikke høres. Trommerne buldrede løs, som var et islandsk vulkanudbrud på vej. Elguitaren var tinnitus fremkaldende høj og især så skarp, at den skar hul i det i forvejen hårdt prøvede ozonlag.

Man tænkte uvilkårlig, at lydmanden måtte have tømt det skotske Højland for billig whisky, inden han sanseløs beruset satte sig bag knapperne ved mixerpulten. Hvis lydmanden havde været ædru og hele staben bag Travis havde lagt lige så meget tid og energi i at lave en god lyd, som forsanger Healy havde brugt på at farve og sætte det ildrøde hår, så havde oplevelsen været noget bedre.

Bandets medlemmer virkede uendeligt uengagerede,  uopdragne og uoplagte, og de havde en attitude i retning: Lad os få dette job overstået og komme hjem hurtigst muligt. Sangeren kunne ikke engang huske rækkefølgen på numrene i det korte sæt.

Eneste store øjeblik var en smuk akustisk sang. Her virkede bandet faktisk nærværende. Det gik desværre hurtigt over. Travis havde deres storhedstid, sådan cirka samtidig med at de ægyptiske pyramider blev bygget.

Deres største hit fra dengang var vist Sing, Sing, Sing. Koncerten denne tidlige fredag aften var på godt dansk Ring’, Ring’ Ring’!!  Rystende ringe.

Faktisk havde jeg glædet mig til min første Travis-koncert nogensinde. Jeg fik hele tre: Den første, den sidste og den eneste.

Tarveligt, Travis!!

TRAVIS_U8W7618 kopier