Jelling Musikfestival, 26. maj 2024 - Store Scene: Tina Dickow
TINAS TRIUMF
Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde
Fotos af Thomas Kvist Christiansen
At skulle trylle solen frem, spille trætheden i kroppen væk og indgå en pagt om fællesskab og fællessang en søvnig søndag kl. 1400, altså fjerdedagen på en festival, er absolut ikke den nemmeste opgave. Selv ikke for en så stor og bredt anerkendt stjerne som Tina Dickow.
Det var ikke desto mindre hendes bundne opgave.
Sandelig om ikke “Pigen Ud Af Aarhus” løste den udfordring til UG med kryds og slange.
Tina Dickow er kendt som en af vort lands absolut bedste og største singer/songwriters. Med sin Åbyhøj-dialekt, guitar, charme, glimt i øjet, legesyge sind, sine fængende sange og tryllebindende optræden skabte hun og et velspillende band en fornøjelig fest på den regnvåde, mudrede plads foran Store Scene. Publikum fik blandt andet en fin, fin blanding af de nye dansksprogede sange og ældre sange, som var oversat fra engelsk til dansk. Steffen Brandts vidunderlige fordanskning af “Nobody’s Man” hed nu “Ingens Pige”. Det blev sangen faktisk endnu mere nærværende og vedkommende af.
Når Tina Dickow tog fat i de ældre sange på engelsk, blev de eksekveret i helt nye, spændende og meget anderledes arrangementer. Et virkelig godt virkemiddel. “Count To Ten” fremstod for eksempel dugfrisk og aldeles anderledes skarp i den nye interessante indpakning. Og med den selvbiografiske første linje “I Am Not Much Of A Dancer” fra monsterhittet, “You Wanna Teach Me To Dance”, kastede bandet sig ud i en meget, meget dansabel version af det nummer.
Sandelig om ikke en ung, dygtig danser midt i sangen entrerede scenen og forsøgte ihærdigt og vedholdende at lære den lettere kluntede Dickow nogle danse-moves. Selv det lykkedes, alt imens bandet fik spillet solen frem. Trætheden i vores kroppe forsvandt pludselig som dug for solen. Selv tog jeg mig selv i at forsøge at lære lidt let dans på stedet!!
“Jow, jow” lød det på ærkeåbyhøj’sk flere gange fra en storsmilende Tina Dickow i løbet af den hjertevarme koncert. Hun og ægtefællen, Helgi Jóhnsson på keyboard, diverse strengeinstrumenter og kor, havde al mulig grund til at smile. Selv pagten med følelsen af fællesskab og formidling af fællessang løste de på fornemmeste vis.
Koncerten var derfor i sandhed Tinas Triumf.