Hvis Skotland var lige så gode til at udvikle og producere fodboldspillere, som de er det med musikere og bands, så havde det smukke land højt mod nord for længst tilhørt verdenseliten (hvad de OVERHOVEDET ikke gør), og pokalskabet havde været fyldt med mesterskab-trofæer. Hvad musikken angår har skotterne igennem årtier forkælet os musikelskere med solister og bands som Donovan, Frankie Miller, Maggie Reilly, Nazareth, Simple Minds, Big Country og selvfølgelig Runrig.

Tidens hotteste navn?

I nyere tid snakkes der rigtig meget om kvartetten, Tide Lines, som gæstede Tøjhuset søndag aften. Der snakkes endda så meget om dem, at de ses som avtagere for og til nu opløste Runrig. At Tide Lines er hottere end solen, vidnede et fyldt Tøjhus i den grad om. Der kunne ikke sparkes så meget som en sølle, slank skotsk whisky-flaske ind blandt det modne Tønder-festival-agtige publikum. Selv om min fotograf og jeg kom i rigtig god tid, kom vi alligevel for sent til at få en plads, der gav fotografen gode arbejdsvilkår. Dagens første lektie. Tide Lines folket møder MEGET tidligt ind for at komme så tæt på musikerne som muligt!!

Til lyden af guitar-baseret pop-rock fik de med- og velsyngende fans 90 minutter, udelukkende med velskrevne sange. Numre, der emmede af skotsk, keltisk folkemusik af den fineste slags. Tide Lines evnede nemlig det samme som Runrig. De kan skrive catchy sange med mundrette omkvæd. Ført an af en super, udadvendt, levende og dygtig sanger/guitarist, Robert Robertson blev der fra første akkord i første sang skabt en særlig synergi mellem band og publikum. Ud over de mange uptempo pop-rock sange, fik vi midt i sættet et par afdæmpede, akustiske sange, hvor især den smukke hymne “Bring The Summer” stod stærkt i billede og hukommelse.

Fælles for hele den medrivende koncert var en fabelagtig lyd. Det var ren nougat for øregangene. Og da alle sange havde et skær af skønhed og en grundliggende tro på det gode i livet, var oplevelsen af Tide Lines berigende balsam for sjælen. Koncerten sluttede af med bandets gennembrudshit fra 2016, “Far Side Of The World”. Her kunne Robert Robertson, Ross Wilson (keyboards), Alasdair Turner (guitar og sækkepibe) samt Fergus Munro på tromme læne sig tilbage og overlade sang og taktfaste klarsalver til en henrykt fanskare. Sikke en prægtig gang fællessang.

Dagens anden lektie: Jeg skal have læst op på de mange gode, melodiske Tide Lines-sange, så jeg kan synge med næste gang. For der bliver en næste gang for bandet og mig. Det er lige så sikkert som det faktum, at Det Skotske Fodboldforbunds pokalskab så rigeligt kan være på bunden af en whisky-flaske.