Tønder Festival 2025 - Take Me To The River all-stars (USA)
FORNEM HYLDEST TIL NEW ORLEANS OG MEMPHIS
Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde - fotos ved Sigrid S. Loft
Hvis man fejlagtig tøffer rundt i eller omkring Tønder og tror, at en onsdag i Marsk-landet er en dødssejler, så tro du om igen min ven. Onsdag lidt efter klokken 14 marcherede hele 11 total tændte musikere og sangere ind på hovedscenen, Open Air.
Med sig i den musikalske bagage havde bandet et par håndfulde sange, der på fornemmeste vis dykkede ned i musikkulturen i de to byer, hvor soul, blues og andre stolte musikgenrer og -traditioner var i centrum: New Orleans og Memphis.
Verdensklasse band
Med en basisgruppe bestående af verdensklasse musikere på bas, trommer, perkussion, hammond-orgel, guitar og blæs, blev det pænt store publikum blæst bagover og op i himlen som en menneskelig udgave af Vadehavs-fænomenet Sort Sol af et band, som fra første beat nåede langt, langt ud over scenekanten. Det vil kræve AL for megen spalteplads at omtale alle musikerne i dette vanvittigt vitale band. Men trommeslageren Deven Trusclair kan vi ikke komme uden om. At kunne spille så vildt og voldsomt, alt imens han på samme tid var så elegant, præcis, uortodoks og varieret fremstår som lige så store gåder som hvordan blev Stonehenge bygget eller hvor er Atlantis…Deven Trusclair var ganske enkelt rasende god.
Det virkede grangiveligt som om alle i dette forrygende ALL-Stars band var faldet i den store musikalske Gumbo gryde som børn. Der blev spillet, svedt og sunget genrer som soul, blues, funk og jazz. Det var medrivende musikalsk master-class.
På skift og fra tid til anden samlet kom sangerne Cyril Neville, Big Chief Bo Dollis Jr og Anjelika “Jelly” Joseph på scenen og tog koncerten til nye højder. Især Anjelika Josephs varme og vedkommende vokal gav publikum kuldegysninger af ren fryd. Hun nærmest ejede sangen “Take Me To The River” – koncertens absolutte vokalmæssige højdepunkt.
Film og musik
Take Me To The River–titlen var en hilsen til Al Greens berømte sang fra 1974 af samme navn. Sangtitlen er ikke mindst kendt via to prisvindende dokumentarfilm af instruktøren og perkussionisten Martin Shore: “Take Me To The River Memphis” (2014) og “Take Me To The River New Orleans” (2019).
Begge film beskriver byernes mangfoldige musikliv, historie, arv og ikke mindst indflydelse på den globale musikscene. Musikken fra disse to film er udgivet som album og har naturligvis også været på landevejen med flere end 200 koncerter.
Hvis man stod foran bandet Take Me To The River ALL-Stars med lukkede øjne, virkede musikken så livsbekræftende levende, så fortryllende farverig og så næsten-naturstridig nærværende, at den indre film på nethinden nærmest overflødiggjorde at se de prisvindende dokumentarfilm.
På den anden side: Efter at have fået den højenergiske, sprælske og humørfyldte koncert lidt på afstand, kan det kun gå for langsom med at få set disse to film. Koncerten var nemlig en forrygende fornem hyldest til New Orleans og Memphis.