Tønder Festival - Matt Andersen (CAN)
FORMIDABELT, MATE
Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde - fotos ved Sigrid S. Loft
En stol. En mikrofon. En guitar. En stemme. Mere kræves der faktisk ikke.
Den ultimative version af udtrykket “Less is more” blev personificeret efter den canadiske sanger og guitarist, Matt Andersens, to formidable koncerter på henholdsvis Klubscenen onsdag og i Telt 2 torsdag.
Med en usammenlignelig udtryksfuld, stærk og rå stemme samt en imponerende guitarteknik må den canadiske blues- og roots-musiker, 44 år gamle Matt Andersen fra den lille by Perth-Andover, være en af tidens mest karismatiske og talentfulde kunstnere på den internationale musikscene.
Han viste sig at være uovertruffen på den akustiske guitar. Let og ubesværet evnede han at forene rå blues, sprudlende americana med det eftertænksomme folk og sjælfyldte gospel. Endvidere havde han talent for – med begavet humor, stærk selvironi og charme – at fortælle historier, der balancerede mellem smerte, håb og glæde. Det gør ham til en vigtig og unik stemme.
Matt Andersen har optrådt som hovednavn i Nordamerika, Europa og Australien og turneret med legender som Bo Diddley, Buddy Guy, Gregg Allman, Tedeschi Trucks Band, Randy Bachman, Little Feat og Jonny Lang. Det gør man ikke, blot fordi faderen var en venlig mand, der arbejdede med træ.
Som Matt Andersen sad der i det propfyldte telt lignede han lidt en stakkel: langt fedtet hår, beskidt beklædning og støvede støvler. Men Matt var på ingen måde fedtet med lange, hårrejsende gode, varierede guitar-soli. Den beskidte rå stemme fik støvet blæst væk fra alle tilsandede sko og tunge tanker. Ve den stakkels person, som uvidende, udfordrer Matt Andersen til bottle-neck-battle. Udfordreren vil blive kløvet til pejsebrænde, inden nogen når at råbe Timber!!! For som slide-guitarist spillede han ganske enkelt håret og de fodformede sko af de sidste hippier på Tønder Festivalen.
Bordersongs
Langt de fleste af sættes sange var af egen avl. Forrygende uanset om det var svøbt i blues, country, americana, soul eller noget i grænselandet mellem disse genrer. Nogle af de seneste års bedste amaricanasange er skrevet denne canadier!!! Det kan bevidnes, hvis man lytter Matt Andersens sprit nye udgivelse “The Hammer And The Rose”.
Ind imellem de stærke selvskrevne sange fik Matt Andersen flettet flere flotte favoritsange fra andre hænder: “Call Me The Breeze” af J. J. Cale fik teltdugen til at blafre en ekstra gang. The Impressions religiøse 60’er hit “People Get Ready” blev spillet så beskidt og afklædt, at pave og præster må ha’ slået korsets tegn.
Gennem sin karriere har skovhugger-sønnen høstet adskillige priser, blandt andet to European Blues Awards i kategorien ‘Best Solo/Acoustic Act’. Han er også den første canadier nogensinde, der modtog en pris i solo/duo-kategorien ved International Blues Challenge i Memphis i 2010.
Det gav RIGTIG meget, som han sad der alene på scenen. Ene mand på en stol, udstyret med en mikrofon der opsnappede den fantastiske stemme og en guitar, der talte sit talentfulde, tonefyldte sprudlende sprog.
Matt Andersen-koncerten var en intens oplevelse, der tydeligvis rørte det store publikum både onsdag og torsdag.
Formidabelt, Mate!