Tønder Festival 2025 - Hans Theessink Band (NL, ZW, A)

Theessink_TF2025_DSC1068 kopier

TOPTRIMMET THEESSINK

Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde - fotos ved Sigrid S. Loft

Hva…, ham der Hans Theessink…, var det ikke ham, som opfandt Tønder Festivalen sådan cirka samtidig med, at energikrisen ramte Danmark i 1973?

Det er ikke helt galt, men alligevel langt fra..

Sanger, sangskriver og guitarist Hans Theessink er en af de musikere, der har været med, lige siden Tønder Festivalens unge år i 1970’erne, og han har spillet på festivalen utallige gange i forskellige konstellationer. I dag er datteren, Maria Theessink kunstnerisk leder, så måske derfor det lidt drilske, indledende spørgsmål….

Med en karriere der spænder over fem årtier, 30 album-udgivelser og adskillige priser, har hollandske Hans Theessink for længst etableret sig som en mester i akustisk guitar og slide guitar. Hans Theessinks karakteristiske dybe baryton-stemme og evne til at blande blues, folk og americana har siden 70’erne skabt en unik lyd. En sound, som denne torsdag trak fuldt telt. Ja sågar tiltrak en storsmilende og glad statsminister. Mette Frederiksen så – lige som resten af det fyldte telt – ud til at være godt underholdt.

Underholdningen var så sandelig også i top.

På scenen blev Hans Theessink bakket op af et band, som bestod af den fremragende østrigske keyboardspiller Roland Guggenbichler på orgel, klaver og harmonika samt de tre zimbabwiske sangere og musikere, Vusa Ndlovu, Blessings Nkomo og Ramadu Moyo. Deres kraftfulde stemmer, percussion, koreografi og afrikanske sjæl bragte så meget liv og glæde til det samlede udtryk.

Hans Thessink viste sig igen at være dygtig story-teller på en underfundig blanding af dansk og engelsk. Endvidere viste det sig, at han stadig er en eminent guitarist. Især når han brillerede med slide guitar og bottleneck,hvilket afstedkom anerkendende nik og brede smil blandt det lyttende publikum. 77 år er åbenbart ingen alder for en dygtig guitarist. Glæden stod så rigeligt mål med evnerne. Begge var stadig helt i top.

Hr. hammond-orgel

Nu var Hans Theessink jo ikke den eneste stjerne på scenen. I flere passager følte man sig næsten hensat til en Thomas Koppel Hammond-orgel-koncert. Med den bjergtagende, brusende Leslie-forstærker som bindeled fremtryllede Roland Guggenbichler den ene svimlende smukke solo efter den anden. Det var i grunden fuldstændig lige meget, om nummeret var en blålig blues, gribende gospel, forførende folk eller rockende rhythm’n blues, så gjorde tilstedeværelsen af det hammond-orgel noget rigtig godt….Især var orglet uimodståeligt sprudlende i de mere jam-agtige numre.

Afrikanske stemmer

Til at fuldføre denne herlige koncert spillede og sang de tre dygtige fyre fra Zimbabwe sig ind i hjertet på alle tilstedeværende. Vusa, Nkomo og Ramadu. Smittende glæde blev podet med skønne stemmer, morsomme danse og fantastisk perkussion. En udsøgt fornøjelse og livgivende oplevelse at være vidne til.

Far Theessink behøver ikke at gå tigger-gang hos datteren i håbet om at få lov til at komme retur til Tønder. Så længe niveauet er så højt og alsidigheden så udbredt som tilfældet var, vil det være højt upassende at udelade Hans Theessink en gang i nær fremtid. Hans er jo trods alt 77 år, stadig musikalsk toptrimmet, men holder nok ikke evigt..

Theessink_TF2025_DSC1090 kopier
Theessink_TF2025_DSC1073 kopier