Tønder Festival 2025 - Crowe Boys (US)

CroweBoys_TF2025_DSC1045 kopier

GROW BOYS, GROW

Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde - fotos ved Sigrid S. Loft

Et af Tønder Festivalens bedste – hvis ikke den bedste – scene er sjæl- og stilfulde, elegante Bolero. Et smukt tudsegammelt rundt telt, fyldt med spejle, atmosfære, konsekvent god lyd og med plads til maksimalt 500 mennesker. Også i år fandt nogle af de mest minderige koncerter sted netop her.

Fredagens første koncertanmeldelse var henlagt til et godt fyldt Bolero, hvor et yngre amerikansk brødrepar skulle optræde.

Brødrene Ocie og Wes Crowe – begge i start 20’erne – har efter eget udsagn nærmest spillet musik fra det øjeblik, en jordemoder tog imod dem. De blev født i Baton Rouge ved det landlige bayou-område i det sydlige USA. Som kun 8 og 11 årige mistede Crowe-brødrene deres mor, som døde kun 33 år gammel af kræft. Sidenhen flyttede de til New Orleans, hvor de voksede op.

Som børn rejste de rundt i sydstaterne med familiens gospelband. De fik således musikken ind med modermælken på både den gode, men helt sikkert også hårde måde.

De kalder sig selv for digitalt indfødte. Det digitale blev deres skæbne, da duoen i 2024 som relativt nydannet musikalsk konstellation fik en overvældende succes på de sociale medier med sangen “Where Did I Go Wrong”. Den sang, i lighed med rigtig mange andre fra setlisten, kredser om dårlige valg, men samtidig altid at tro på det positive i tilværelsen.

I det fyldte Bolero-telt var Ocie Crowe den fortællende guitarist, der dels sang for, dels tillige betjente en stor-tromme. Brormand Wes, som på mesterlig vis bestred mandolinen, lagde nogle virkelig flotte vokal harmonier. Lige præcis brødrenes vokaler klingende umanerlig godt sammen. Stemmerne supplerede hinanden afsindig godt og de løftede sangene

Samtlige sange var slidstærke og gennemkomponerede. De meget personlige tekster, som i “Bootstraps”, “Brother Song” og “Good Days” vidnede om et par unge mænd, der er ferme til at iagttage livet omkring dem og italesætte egne udfordringer. Kæmpe gave i så ung en alder at få det ned på skrift og ud i sange.

Musikken og heftig rejseaktivitet har altid været en uundværlig del af brødrenes DNA og selvom brødrenes karriere har udviklet sig hen over årene, er det underliggende budskab i deres musik stadig det samme: positivitet og håb.

Ocie slog flere gange fast, at trods modgang skal man forblive positiv og ikke mindst stå ved sig selv og det, man gerne vil udrette som menneske. Som han både sagde og sang:  “I am lucky to be alive”. Mange i Bolero-teltet følte sig tydeligvis heldige og lykkelige over at have oplevet Crowe Boys’ første optræden på dansk jord.

Med ny musik og planlagte turnéer i hele verden er Crowe Boys’ rejse kun lige begyndt. Man fristes til at sige: Crowe Boys: Grow Boys, Grow. I kan vokse jer rigtig store med det talent, I rejser rundt med.

Sætliste:

Leather Wallet
Here We Go Again
On The Road Again (Willie Nelson-cover)
Bonfire My Soul
Debris
Chasing Cars (Snow Patrol-cover)
Let Me Feel Alone
Hello, I Know
Made To Wander
Simply Complicated
Brother Song
Good Days

Encore:
Where Did I Go Wrong
Bootstraps

CrowBoys_TF2025_DSC1033 kopier
CroweBoys_TF2025_DSC1039 kopier