Der har i de seneste år været sagt og skrevet meget om kvindelige danske artisters manglende plads på mandsdominerede, landsdækkende radiostationer, koncertsteder og festivaler. Fakta er, at der i vores lille land til stadighed udklækkes rigtig mange unge kvindelige talenter. Man kan i flæng nævne ISSE, Simone Tang, Mille, Emma Sommer og Camilla Kramer.

Torsdag kunne man opleve endnu et stjerneskud, da den lille udendørs bjælke-scene, Front Porch lagde scene til en kvindelig artist, som blot kalder sig og bandet Vingaard.

Bag det band-navn gemmer sig Tine Vingaard (sang og akustisk guitar), som denne torsdag havde følgeskab af Andreas Bek Mortensen på keyboard og kor.

Vokal i centrum

Forestil dig en stemme, der får dit hjerte til at slå en ekstra takt, og en lyd, der føles som en varm omfavnelse.

Netop sådan oplevede en proppet gårdsplads artisten Vingaard, der med sit helt eget twist på Americana-genren for nyligt modtog en fornem nominering ved DMA Roots i kategorien “Årets Nye Danske Rootsnavn”.

På trods af status som relativt ny på de skrå brædder, og med udsigten over og til en feststemt samling spisende og drikkende publikummer, udviste Tine Vingaard en imponerende ro og fortryllende fortælle-glæde. Måske lige præcis den ro og de med omhu udvalgte ord gjorde, at der blev holdt pause i smaskeriet og skål-talerne og i stedet lyttet.

Tine Vingaards stemme var nemlig intens lytten værd. Med en vokalmæssig klang og en dybde ikke ulig amerikanske Marie McKee (blandt andet fra kult country-rock bandet Lone Justice) blev publikum draget ind i Vingaards personlige univers. Sangene var enkelt bygget op. Men med gode fængslende omkvæd og hendes dragende stemme åbnede sig små historier om opvæksten i Aalborg. Et af koncertens smukkeste numre var “House On The Hill”. En sang, der virkelig har hit-potentiale med dets mundrette omkvæd og dragende vers…

Et andet godt nummer var “Running Away”. Der var dog ingen, som løb væk fra koncerten. Men måske blir der run på, når folk skal tjekke Vingaards efterårs-turne, hvor hun tager en kvartet med…

Den desværre kun 45 minutter lange koncert var på alle måde intens og autentisk.  Eneste anke var den lige lovlig lave guitar. Om det skyldes stedets lydmand eller et bevidst valgt af Tine Vingaard, vides ikke. Men lidt mere guitar-fylde til at supplere de glimrende keyboard flader ville absolut ikke have gjort noget.

Tine Vingaard solo og bandet Vingaard har alle muligheder for at nå langt. Vidunderlig stemme. Enkle men effektfulde sange og en ærlig og rå fortælle-evne.

Vingards musik var ikke blot noget, man lyttede til, men toner og vokal, man virkelig kunne mærke og som ramte folk lige luks ind i hjertekulen. Mit gæt er, at den Aalborgensiske Nordstjerne kommer til at lyse i mange år og i manges hjerter.