Stine Michel: "Babettes Gæstebud" - frit efter Karen Blixen

Udgivet på Go' Danish Folk Music

20251106_132658

MODIG, MANGFOLDIG OG MELODISK

Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde

At turde nyfortolke Karen Blixen novellen “Babettes Gæstebud”, tilført lyden af moderne folkemusik, er mindst lige så modigt, som at åbne helvedes porte. Men sanger, komponist og historiefortæller Stine Michel, født 11 år efter Baronesse Blixens død i 1962, har flere trumfkort at spille og synge med.
 
For det første besidder Stine Michel en sanselig smuk og smidig stemme. En varm vedkommende vokal, som får lytterne til at stoppe op og rent faktisk lytte intens til, hvad hun har på hjertet.
 
For det andet er denne frisindede fortolkning af Babette-historien fyldt med dramatiske, dragende og catchy melodier.  Sangen “Fra Mund Til Mund” har hit- og landeplage-potentiale. Det samme kan siges om “Noget Om Nåde”, hvor spoken-words glider sagte sammen med skøn-sang. 
 
Albummet er en blændede blanding af elegant elektonisk folkemusik, lidt i retning/stil med bandet Sorten Muld, og suverænt synth-pop ala Elisabeth Gjerluff Nielsens rystende gode debut-album fra 1984.
 
Med dette spændende musikalske mix rammer Stine Michel en helt ubeskrivelig personlig lyd. Mest af alt kan man meget, meget let forelske sig i Stine Michels personlige, perfekte, poetiske og passionerede vokal. Den i sig selv har hit-potentiale.
 
I 25 år har den 52 årige Stine Michel skabt musikalske fortællinger for både børn og voksne. Med udgivelsen af dette nye og i alt. 14. album i eget navn spår jeg såvel singlen “Englene Over Berlevåg” som hele udgivelsen (som vist findes både som fuldlængde cd ((59 minutter)) og EP med fem udvalgte sange ) et langt og lykkeligt liv. Man skal nemlig lede længe efter en udgivelse på dansk, som er så modig, mangfoldig og så melodisk.
 
Hvor er det godt, at Karen Blixen Museum, Rungstedlund, gav tilladelse til denne gennemarbejdede genfortælling og fornyende fortælling af Blixens verdensberømte novelle om smerte, sorg, tro, kunst og kærlighed.
 
“Alt På Et Bræt” hedder et af albummets mange højdepunkter. Men Stine Michel satser skam ikke hele butikken ved denne udgivelse. Nej, nej. I stedet udvider hun blot sortimentet i den musikalske butik.