Pladeudgivelse med Slagger Lund "Nygade & Væk". Udgivet november 2024 på pladeselskabet Melodika.

20241026_140529

NÅR DET UPERFEKTE BLIVER TIL NOGET NÆR DET FULDENDTE

Anmeldt af Carsten Codimagnyl Linde

Bag artist-navnet Slagger Lund gemmer sig den århusianske multikunstner Flemming Lund. Han er billedkunstner, digter samt tillige sanger, sangskriver og multiinstrumentalist.
Albummet “Nygade & Væk” er legesyge Lunds tredje album siden EP-debuten i 2018.
 
Uden på nogen måde at foregive at være i besiddelse af specielle, endsige store evner som sanger eller musiker har Slagger Lund næsten på egen hånd  (med en smule hjælp fra Anders H. Riis og pladeselskabsejer Peter H. Olesen på kor) selv indspillet samtlige instrumenter på de 12 vel nærmest skramlede, semi-indie-rockende sange.
 
Med musikalske referencer til The Cure, Loveshop og Olesen-Olesen er albummet fyldt med poetiske perler. Geniale sangtitler som “Tænk hvis dine sidste ord var Danish Crown” og “Lam fra sproget og nedefter” krydres med finurlige tekster som “Morgensol igennem en mønt – morgensol når skam bli’r til pynt” (Fra sangen “Anthem Morgengry”) og pladens med afstand mest både morsomme og fantastiske rim: “Jeg lytter til New Order – Det var ikke meningen at såre dig” (Fra sangen “Jukebox”).
 
Slagger Lund fremstår som en super spændende alternativ singer-songwriter. Sangene er til tider svulstige som salmer. Til andre tider vidunderlig hverdagsagtige. Lund kalder selv numrene for moderne lejrbålssange deluxe. Den betegnelse giver mega meget mening…..
 
Når Slaggers uperfekte sang og musikalitet ditto podes med Lunds sangdigtning fra øverste lag, så bliver det samlede resultat noget nær det fuldendte.