Simone Tang duo, 22. oktober 2025 i Tøjhuset, Fredericia
RESTAURANT SIMONE TANG
Overdådigt, varieret og velsmagende musikalsk måltid af Søren Manscher og Simone Tang
Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde
Fotos (NÆR-Festival 2025) af Thomas Kvist Christiansen
Det var 3. gang, at jeg satte mig til bords i den rejsende “Restaurant Simone Tang”. Første gang ved en privat middag. Anden gang i Kostalden på NÆR-festivalen. På trods af det faktum, at jeg ved de to første besøg følte mig umådeligt godt behandlet, så var den musikalske anretning denne onsdag i Tøjhuset den største danske oplevelse i år.
Måske nogen har stiftet bekendtskab med Simone Tang som bassist og sanger i trioen KI! eller som guitarist og korsanger for Ida Laurberg. Men denne aften havde hun selv stået for hele den musikalske menu.
På samtlige borde var langt en sjov lille spiseseddel. Det var en beskrivelse af samtlige 11 numre, som hendes umådelig smukke, personlige 2024-debut-album, “Things I Remember” indeholdt. Med den som appetitvækker ved hånden og med en scene indrettet som den intime “Restaurant Simone Tang” fik det sultne publikum den ene lille velsmagende ret efter den anden.
11 små retter.
Det gennemgående tema i de 11 varierede “starters, main courses & desserts” var smuk, sagte, sanselig sangskrivning, som kun en mesterkok kan kreere. Alle retterne blev serveret af den dygtige Søren Manscher på fortryllende smuk akustisk guitar, klokkespil samt kor og selvfølgeligelig af spisestedets ejer Simone Tang.
Med hendes dragende, sensitive stemme, gennemtænkte gode guitar-spil, internationale autoritet og afvæbnende aura gik hun lige i hjertekuglen på samtlige gæster på den pænt fyldte restaurant.
Langt de fleste retter blev finurligt bundet sammen af enten lydoptagelser fra f. eksempel en lille niece eller Simones charmerende, selvironiske anekdoter om sangenes tilblivelse.
Det var en hel særlig stemning denne aften. En stemning af nærvær, sange fra øverste hylde og magisk musiceren fra to unge musikere, der havde noget på hjertet. Retterne duftede lidt af og smagte i retning af en ung Joni Mitchell, Paul Simon, Don McLean og Edith Piaf. Men eftersmagen var helt og holdent Simones egen opskrift.
Et overdådigt, varieret, vidunderligt velsmagende traktement, der – på husets regning – blev rundet af med to nye sange. Numre, der med stor sandsynlighed er at finde på den næste udgivelse, som Søren Manscher og Simone Tang serverer for de musik-hungrende gæster.
Måske – blot for at være sikker på at der er plads – ender det med, at man i rigtig god tid skal bestille bord i “Restaurant Simone Tang”, når udgivelse nr. 2 er på gaden og når endnu flere sikkert får færden af det intime spisested. Måske vanker der sågar en musikalsk Michelin stjerne.. Det ville i så fald være helt fortjent.
Selvom jeg forlod den intime spisested godt og vel mæt, så gjorde især den ene nye sang, med arbejdstitlen “Strange Little Thing” mig sulten efter meget mere. Så når udgivelse nr. 2 er “færdigbagt”, agter jeg at bestille bord til endnu et besøg på “Restaurant Simone Tang”.
Mine tænder løber allerede i vand, blot ved tanken om det næste besøg.