Koncert med Signe Svendsen Trio og strygerensemblet Who Killed Bambi, 9. oktober 2024 i Tøjhuset, Fredericia.
SIGNES SVENDESTYKKE
Af musikjournalist Carsten Codymagnyl Linde
Fotos ved fotograf Thomas Kvist Christiansen
Indrømmet. Kendskabet til klassisk kammermusik er for mit vedkommende lige så stort som menneskets viden om: Hvor kommer vi fra, hvor skal vi hen, og hvor stiller vi de tomme flasker? Min pauvre paratviden om Fyns Fine Signe Svendsen begrænser til en enkelt corona-koncert i sommeren 2020.
Men skulle der fremadrettet stå et nyt og andet billede på mit bord, kunne det meget vel blive et af strygerkvartetten Who Killed Bambi feat. Svendsen Trio. Onsdagens koncert i et næsten udsolgt Tøjhuset var nemlig i særklasse noget af det mest interessante, anderledes og smukkeste i meget lang tid.
At opgradere Signe Svendsens melankolske popsange med tre violiner og en cello var meget modigt. Men det gav et vidunderligt resultat.
Strygerne tilførte sangene kant, dybde og til tider et drømmende skær af storhed.
Pretty Maids.
Sange som “Strejfer”, “Det forlyder” og “Langsom Musik” blev taget helt nye steder hen. Violinisterne spillede til tider sagte og ildevarslende, mens de legede med sangenes toner, tempi og rytmer. For derefter pludselig at fylde hele Tøjhusets kroge, sprækker og gemmer med store pompøse, flotte, farverige og fabulerende klangflader, som nænsomt kærtegnede publikums kinder og nulrede vores ører. Det var derfor let for selv os ikke kammerkvartet-kyndige at følge Signe Svendsens rosende ord om The Pretty Maids, som hun så flot kaldte de fire kvindelige strygere.
Lars Skjærbæk.
På keyboard, orgel og Synth havde Signe Svendsen allieret sig med dygtige Christoffer Møller. Han har tidligere medvirket på blandt andre Svendsen-albummet “Rift”. Samspillet mellem især det brusende hammondorgel og strygerne gav en fantastisk vekselvirkning mellem det klassiske og det pop-rytmiske.
På guitar, rytmeboks og kor havde Signe Svendsen sin tro væbner, den allestedsnærværende Lars Skjærbæk. Hvad den mand overkommer at involvere sig i og komme helskinnet igennem er en gåde på størrelse med universets tilblivelse. Når man gennemgår dansk musikhistories seneste ca 30 år, så er det vel nærmest kun Sussi & Leo samt Keld og Hilda, som Skjærbæk ikke har (ind)spillet med. Det skyldes sikkert, at der ikke var plads til ham på Skansens scene i Skagen, hvor den nordjyske duo optrådte eller på de små plejehjemsscener, hvor Keld og Hilda har bragt smilene frem. At alle vil hyre ham er jo indlysende. Han er gennemmusikalsk, spiller eminent godt guitar og har den perfekte kor-stemme. Også i samspillet med strygerne virker Skærbæk på sikker grund og nærmest på musikalsk hjemmebane.
Svendestykket.
Midt i hele det fantastiske musik-univers stod meget, meget snart 50 årige (hun fylder rundt den 16. oktober) Signe Svendsen. Med sin smukke rene, varme og vedkommende stemme forgyldte hun publikum med skønsang af den fineste slags. At hun derudover er en glimrende story-teller gjorde jo i grunden blot koncerten endnu mere uforglemmelig.
At få popsangene sat ind i en klassisk sammenhæng er ganske enkelt Signes helt store Svendestykke. Projektet fungerede fra start til slut. En kæmpe fornøjelse at lytte til.
Jeg har helt sikkert ikke lyttet til Who Killed Bambi kvartetten for sidste gang, uanset hvem de teamer op med. Signe Svendsen Band – eller måske solo – vil jeg også gerne opleve igen. Troværdigheden og de åbenlyse musikalske kvaliteter lyste nemlig ud af dem alle.
