SHAWN PITTMAN, (USA), feat. The Özdemirs (Tyskland), 18. januar 2025, Bygningen i Vejle
Arrangør: Bluesforeningen Crossroads
BERIGENDE BLUES
Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde
Fotos ved Sigrid S. Loft
En gang for længe, længe siden, vel et sted mellem første og anden istid indspillede ex. Beatlen, Georg Harrison sangen “Isn’t It A Pity” (Isn’t It a Shame). Af en eller anden grund og tillige af uransagelige årsager var lige præcis det nummer på mine læber, da jeg beriget nynnende, berusende bjergtaget forlod Bygningens store sal efter mit første møde med den amerikanske Chactaw-indianer, Shawn Pittman.
Og ja, hvor det i den grad er både ærgerligt og en skam, at der skulle hele 16 Pittman udgivelser på gaden og mindst en håndfuld optrædener på dansk jord til, før jeg opdagede gennemsympatiske og gennemført forrygende Shawn Pittman.
Nå, men bedre sent end aldrig.
En brændende spillelyst
Lørdag aften blev 51 årige Shawn James Pittmann i den stopfyldte store sal bakket op af den tysk-tyrkiske power-trio The Özdemirs. Denne musikalske familie vender vi senere.
I løbet af lidt mere end to timers effektiv spilletid fik publikum flere forrygende, forførende musikalske nedslag fra Pittmans bag-katalog helt tilbage fra debuten “Burning Up” (1998) over “Make It Right” (2020) endda med The Özdemirs som backing-band frem til spritnye, nærmest endnu ikke udgivne sange. Fælles for samtlige sange var en uforskammet høj grad af teknisk formåen, kombineret med en vidunderlig varieret, afvekslende måde at spille solo på. Ikke ulig legender som Albert King og Jimmie Vaughan. Det vil sige en stil, hvor pauserne mellem de spillede toner var lige så vitale og vigtige som selve tonerne.
Fra koncertens første blå tone kunne man både i Pittmans øjne, i hans store varme og vedkommende stemme men særligt i guitar-spillet fornemme en ild. En brændende ild, der fik de voldsomme californiske brande til at ligne et lille uskyldigt lejrbål. Det var så intens en oplevelse at være vidne til. Blændende og brandgodt….
Som person virkede Shawn Pitmann meget beskeden, som han stod der på scenen og dels skamroste The Özdemirs, dels takkede for det store fremmøde. Men så snart der blev talt op til at starte et nyt nummer, transformerede beskedenheden sig til en rasende orkan af spilleglæde og ditto lyst.
Funky Familie
Bag Shawn Pittman stod den musikalske familie Özdemir. Booker, band-chauffør og bassist er faderen Erkan. Med sig havde han sønnerne Kenan på guitar og kor, samt Levent Özdemir på trommer. En fabelagtig trio. Måske ikke en decideret traditionel blues-trio. Mere et blues-rock funderet band med hang til funk.
Uanset at Shawn Pittman var the blues, så fandt de fire en fælles funky, rocket tråd, som gjorde blues-udtrykket særdeles spændende at lytte til. For eksempel sluttede kvartetten første sæt af med det sejt svingende The Meters instrumental nummer “Cissy Strut”. I guder, hvor var det forførende funky, triumferende tight og fræsende flot.
2. sæt blev en bekræftelse på, at publikum med sikkerhed ikke har oplevet Shawn Pittman for sidste gang. Med en hæsblæsende sang som “Finger On The Trigger” og en overdådig smuk, episk hymne og hyldest til livet “My Journey”, om den evigt rejsende musiker, altid på landevejen, forsatte Shawn Pittman og The Özdemir med at levere en overbevisende, afhængighedsskabende indsats.
Den musikalske rejse sluttede med boogie-rockeren, “Let’s Blow The Joint”. Og det var lige hvad de fire fyre gjorde. Det blæste taget af Bygningen. Fabelagtig afslutning på en berigende blues-aften.
Sæt-liste:
Table Top
Almost Good
Something’s Gotta Give
Edge Of The World
Damage Is Done
Until The Time Is Right
Add It Up
Blame It On Me
Go Down Swingin’
Cissy Strut
Pause
Distress Signal
Finger On The Trigger
Tailspin
My Journey
Lose/Win
Pocket Dial
Fortune’s Fame
That’s The Thing
That’s What Love Will Do
Xtra:
Maintain
Lets Blow the joint
