Du milde himmel. I Guder. Christ-on-a-bike. Holy Gunsmoke. Det er lige før, man bør slå korses tegn. Sikke dog en guddommelig stærk oplevelse at lytte til fredsenglen Annisette Koppel og resten af det evigt blomstrende orkester The Savage Rose, da de velsignede en udsolgt, siddende sal med et musikalsk mesterværk.

Fanskaren.

At The Savage Rose er et legendarisk ikon på den danske musikscene er faktisk mindst lige så sikkert som amen i kirken! Bandet har formået at bevæge og inspirere lyttere i mere end 50 år, og med deres unikke lyd og kraftfulde sangskrivning har bandet for længst cementeret sig som et af Skandinaviens mest betydningsfulde bands. Hvis ikke DET mest betydningsfulde orkester. Fanskaren er vel nærmest grænseløs. Fra unge til gamle. Respekten og roserne høres lige fra den yderste side af den politiske venstrefløj hen over midten til den ultra-liberale borgerlige side. Fra den tandløse i Tønder til selskabstømmeren fra Skagen. Via Ekspedienten i Esbjerg over ateisten i Ansager, videre til fritidsfiskeren fra Fredericia, kokken fra Kerteminde til bankdirektøren fra Bagsværd. 

Alle er del af den nærmest religiøse menighed, som tilbeder og forguder The Savage Rose. Fordi ingen kan vel tale bandets freds-fremmende mission imod og mest af alt:  Fordi musikken er så universel og afsindig godt spillet. 

I år er det lidt mere end 50 år siden, at det ikoniske Wild Child-album udkom. Som en hyldest til det banebrydende album har De Vilde Roser valgt at kalde deres igangværende fuldstændig udsolgte tourné rundt i landet for, ja gæt selv:  – Wild Child-tour.

Band i topform.

Man skulle nærmest være Djævlen selv, hvis man ikke blev revet med på turen rundt om udpluk fra hele fem årtiers albums. Selv om nogle af sangene var gravalvorlige når krige og konflikter påtales, så vinder troen på et bedre liv og en fredeligere verden altid, når man hedder Annisette Koppel.

I spidsen for det 8 mands store band sang Annisette fejende flot og stadig med stor indlevelse. Selv om stemmen ikke længere kan klare de jordskælvs-fremkaldende primalskrig, så var både vokal og fremtoning stadig troværdig, ærlig, hengivende og naturstridig nærværende. Vokalen i “Dear Little Mother” (sunget mod slutningen af det 90 minutter lange sæt) var ganske enkelt imponerende stærk, varm og ja; tryllebindende troværdig.

Der hvor alderen havde begrænset Annisettes store stemme, trådte koret og især datteren, Naja Rosa Koppel til. NØØØJ. hvor er Naja Rosa bare vokset som sangerinde. Hendes dragende vokal var SÅ smuk. Så inderlig som aldrig før. Er Fanden selv løs i Laksegade den dag Annisette ikke længere kan synge: Ikke nødvendigvis. Skal stafetten en gang gives videre, har Naja Rosa talent nok til at fortsætte rejsen med Savage Rose.