Koncert (afskedsturne) med Sarah Shook & The Disarmers, 23. april 2025 i Tøjhuset, Fredericia.
Arrangør: Fredericialive/Tøjhuset.
SHOOK-ERENDE GODT
Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde
Fotos ved fotograf Thomas Kvist Christiansen
At lytte til de to ældste albums med amerikanske Sarah Shook & The Disarmers (dvs. “Sidelong” fra 2015 – genudgivet i 2017 på nyt selskab – samt “Years” fra 2018) er omtrent lige så ophidsende som at se et sandkorn ældes. Derfor var mine hjerteklapper ved at slå flik-flak og min pacemaker ved at stå helt af, da onsdagens koncert med selvsamme kvintet fra start til slut var et yderst kompetent, medrivende og jordskælvs- fremkaldende rock-brag.
Band on fire.
De cirka 90 minutter, som koncerten varede, startede brutalt op med titelnummeret “Years”. Det virkede i den grad, som om det var mange år siden, at det nummer var skrevet. Men det var altså samme sang, nu blot leveret i en ny rå version af et band, der var on fire.
Faktisk var især Ethan B. Standard på trommer, lead-guitarist Blake Jordan Tallent og steel-guitaristen Jack Foster så brandvarme, at bandet må have forbud mod at spille i Grønland, samt på Nord- og Sydpolen. Det ville nemlig afstedkomme øjeblikkelig nedsmeltning af al is i de områder med efterfølgende oversvømmelser af hele kloden.
Sanger, sangskriver og rytmeguitaristen blev født i 1985 under navnet Sarah Marie Shook. Sidenhen chokerede hun nok sine dybt kristne forældre ved at skifte navn til River Shook og erklære sig non-binær. Uanset hvad Shook kalder sig, så er den i North Carolina bosiddende artist en udemærket sanger og faktisk ferm til at skrive sange. De skal åbenbart blot spilles fra en scene for rigtigt at få liv.
Stilen er punket honky tunk country, hvor Hank Williams, The Rolling Stones og The Pretenders må være de helt store inspirationskilder. Som sagt var hele koncerten en herlig gang livsbekræftende rock. Via “Backsliders” og “Jane Doe” hentet fra bandets nyeste og sidste 2024-album, “Revelations” over de ældste sange så som “Fuck Up” fra debut-albummet fik den pænt besøgte sal brutal og ærlig rock fra start til slut.
Saltstøtten.
Som skærende kontrast til det varme, vitale band og de vidunderligt vildtvoksende sange stod River Shook som en næsten usynlig, urørlig saltstøtte. Ikke et eneste ord om sangene nævnte River. Ikke et eneste “Thanks for showing up” fik publikum. Om River Shook er genert, introvært eller blot har valgt en afvæbnede, men kold, attitude var ikke nemt at gennemskue. Men som performer solgte River Shook varen rigtig, rigtig dårligt. Så var det da godt, at Disarmers – trods det faktum at de er på afskedsturne – spillede ufatteligt godt. Masser af energi, nerve, intensitet. I tilgift med en trommeslager hvis tryllerier på både lilletromme og side-tam-tam’er var mindblowing gode og ren, rå nydelse.
Så længe River Shook – med eller uden band – udgiver studieplader uden kant, kommer jeg ikke til at købe en eneste. Men skulle der udkomme et live-album ELLER et nyt album med masser af kant, så står jeg forrest i købekøen hos den nærmeste vinyl-butik (hvilket her i byen vil sige Lydbølgen..). Omvendt må hele salen have prist sig lykkelig over at være en del af The Disarmers afskeds-koncert. For det var ganske enkelt shook-erende godt.
Sidste danske muligheder for at opleve Sarah Shook & The Disarmers iden den officelle opløsning i juni måned i år er fredag på Posten i Odense og Amager Bio/BETA på lørdag.
