Hvis man ikke Lee vidste det, var det ikke Lee til at høre. Men efter rigtig gode koncerter med først den alt andet end afmægtige amerikanske bonderøv, Jim Lauderdale & The Games Changers i Bolero-teltet, efterfulgt af herlige Hush i telt 1 og dernæst Thy’s triumfbue i form af Jonah Blacksmith på Open Air-scenen, peakede festivalen med det største og vel i bund og grund absolutte hovednavn, Rickie Lee Jones sent fredag aften.

 

 

Udstyret med højt humør, herlig humor, en suveræn stemme, der stadig kunne gøre sig i det himmel-høje C, fik en tæt på tæt-pakket plads foran Open Air-scenen 70 minutter i et musikalsk paradis. Fra det fornemme første nummer, en nøgen solo-udgave af Rolling Stones klassikeren “Sympathy for the Devil” mærkede man straks, at stemme, guitarteknik og den varme vedkommende væremåde stadig var verdensklasse.

 

 

Hovedvægten af sangene stammede fra det selvbetitlede, grammy-vindende debutalbum (fra 1979). Numrene “Chuck E’s in Love” og “Weasel and The White Boys Cool” fra selvsamme album skinnede som en snastør sol denne fredag aften, alt imens duggen langsom bredte om sig om fødderne på det menneske-fyldte asfaltområde lige foran scenen og videre til den bagvedliggende græsplæne.

 

Med sig på scenen –  fra andet nummer – blev Lee Jones andægtigt akkompagneret af trommeslager, slagtøjsspiller og xylofon ekvilibrist Mike Dillon samt pianist/ trækharmonikaspiller Ben Rosenblum. Tilsammen dannede denne delikate duo den perfekte ramme om Jones stemme og guitar.