Peter Honorés evner på guitar viste sig hurtigt at være en oplevelse i særklasse. For det første viste han sig at være en rasende risiko-venlig rytmeguitarist, hvis funky flair for farverige flotte fills fik mine skjorteknapper til at springe af og livremmen til at knække midt over i ren benovelse. Når han endelig fik lov – og det var faktisk ikke ret mange gang – til at levere lidt guitarsolo, var det som at lukke en sukkerglad dreng ind i en slikbutik. Imponerende idérig, lavine-fremkaldende lyrisk og voldsomt varieret. Kæmpe, kæmpe oplevelse. Som gammel koldkriger fik jeg sku’ lyst til at gøre honnør for Honoré!!

 

Næste gang – og ja, der må gerne blive en næste gang for Påskefesten – så giv Peter Honoré lidt mere plads til at spille soli, og kære lydmand: Giv i øvrigt guitaren mindst en bønne eller to mere på volume-knappen.  

 

 

Sammenlagt fik publikum små tre timers musik. At så relativt få havde fundet vej til Tøjhuset var helt sikkert ikke musikkens skyld. At byde op til påskefest, hvor menuen stod primært på glad og dansevenlig soul og funk, var en fremragende idé. Husorkestret både spillede og sang virkelig godt. Sæt-listen var spændende og afvekslende. Så alt i alt en storartet Påskefest og respekt og tak til Jan og Thomas for at tage initiativet. Med en mere synlig og tidlig markedsføring er chancen for en måske helt fyldt sal til en lignende Påskefest i 2026 så absolut til stede.