Carsten&Thomas

Vi, det musikalske makkerpar, Thomas Kvist Christiansen og Carsten Linde, mødte hinanden første gang for mere end 30 år siden – kalenderen skrev 1990/1991. På det tidspunkt havde Thomas som relativ nyuddannet journalist søsat, “Månedsmagasinet Stick” – en glimrende gratis musikavis, der med base i Fredericia udkom i hele det gamle Vejle Amt og på Vestfyn. Carsten (musikfan og storforbruger af koncerter og albums siden 1970) kom med om bord ved at anmelde primært nye rockudgivelser.

Thomas begyndte at udgive bøger – herunder en lydbog om Fredericia Vold og Treårskrigen 1848-1850, som den geniale guitarist Knud Møller skrev musikken til.

I Carstens sidste år på Fredericia Dagblad teamede Thomas op som fotograf til de mange koncertanmeldelser. Kombinationen af ord og billeder tog vi, som det musikalske makkerpar vi er, med videre til netavisen www.fredericiaavisen.dk.

Som et lille sjovt kuriosum skal det nævnes, at tilbage i 1998 var vi begge (sammen med Henrik Juhl Kristensen og Jørgen Pedersen) med til at starte blues-rock-bandet, KingBeeZ. Så vi har også selv stået på de skrå brædder og spillet – Carsten trommer og Thomas bas.

kingbeezbi

Senere stod vi bag opsætning af “The Wall” i Kastellet med orkestret Scandinavian Pink Floyd Project – besøg eventuelt www.thewallifredericia.dk. Denne event løb af stablen i august 2006. Det var en koncert, som tiltrak mere end 5000 betalende publikummer fra hele landet.

 Året efter stod vi to musikglade venner bag en Beatles hyldest-koncert på et udsolgt Fredericia teater – en koncert hvor 123 lokale musikere bidrog til fejring af The Fab Four.

Måske lå det lidt i kortene, at med vores iver for at opleve og beskrive samt begejstringen for livemusik, musikere og nye udgivelser, måtte en bog om mange af vores fantastiske oplevelser på et tidspunkt frem i dagens lys. Og efter mere end 16 måneders research, skriveri og redigering bar arbejdet frugt. Således udkom den musikalske scrapbog, “Når bare musikken spiller.” op mod jul 2023.  Da første oplag hurtigt blev udsolgt, udkom bogen i en deluxe udgave i foråret 2024. Bogen indeholder blandt mange historier fortællingen om Johnny Madsen og hans malerier.

Efter bogudgivelsen og efter i en årrække at have anmeldt og fotograferet koncerter for lokale medier, har vi besluttet, den musikglade duo som vi er, at det er på tide, og at vi er moden til at blive herrer i eget musikhus. Derfor stoppede vi på netavisen og startede op for os selv.

Derfor er hjemmesiden www.musikfans.dk nu en realitet. Her er det vores drøm og intention at supplere koncert-anmeldelser og koncertfotos med portrætter af såvel bands som musikere, der har rødder i Fredericia, eller som er på vej med ny musik eller koncerter.

Selv om vi begge har rundet de 60 år, så er begejstringen for og nysgerrigheden til at opleve musik på INGEN både dalet. Derfor har vi oprettet www.musikfans.dk , så vi kan dele vores kærlighed til og passion for musikken med andre musikentusiaster.

God fornøjelse med vores website.

Mange hilsener fra Carsten Linde & Thomas Kvist Christiansen