Udsolgt afskedsturné-koncert med Olesen-Olesen, 14. marts 2026 i Tøjhuset, Fredericia.
ODE OVER OLESEN-OLESEN
Fornem sidste optræden i Tøjhuset med brødrepar fra Vejle.
Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde Fotos: Thomas Kvist Christiansen
Opråb! Til det danske folk: Opråb. Dette er ikke – gentager – IKKE en konventionel koncertanmeldelse. Dette er en hygiejnisk hyldest til og nogenlunde neutral nekrolog over to østjyske beatniks, de musikalske og biologiske brødre Peter Hollerup Olesen og Henrik Hollerup Olesen. Olesen-Olesen, som duoen kaldte sig og hed i 10 år fra 1997 til 2007, er pt på landevejen med en fortjent formen succesfuld afskedsturné.
Musik og snak
Mit kendskab til og kærlighed for Vejle-brødrene startede dog langt længere tilbage i tiden.
I 1986, mens jeg boede og arbejde i København, spillede jeg – som guitarist…i et band, der kaldte sig Human Mix. Vi øvede i Sturlasgade på Islands Brygge i et nedrykningstruet industrikvarter. Et øde og trist sted, hvor to jyske brødre samt blandt andet tillige Sort Sol vist også endte med at øve (Eigens Ballroom). Vores øvelokales eneste rigtige stjerne var en 4-spors mixer, som oprindelig var Gasolin’s første!
Da bandet reelt set og faktisk var langt bedre til at snakke end at spille, endte vi (dvs. med bl.a. Allan Salbæk på sax og Peter Solak på bas) en dag med at snakke om dansk musik og ikke mindst med at spille plader for hinanden. Bandets trommeslager, Jørgen Michael Rasmussen præsenterede en 12″ maxi-single med et band, der hed Green. Pladens fire fremragende sange var skrevet og spillet af Peter og Henrik Olesen.
Så var min interesse tændt. Som i FYR & FLAMME – lige med det samme. Superspændende lys og ironisk pop-rock skive, der lige var udkommet til alle anmelderes begejstring, men landsdækkende ubemærkethed.
Green blir’ til Greene
Ovennævnte Jørgen Michael Rasmussen forfattede senere et fantastisk portræt af selvsamme Green for Fredericia-kulturavisen MARCARONI, og samme år ændrede bandet navn til Greene, og de debuterede med den fremragende fuldlængde debut-album “Teenage Museum”. Alle numre blev – i lighed med maxi singlen – sunget på engelsk, og de var skrevet af Greene Brothers aka Henrik og Peter H. Olesen. Det afstedkom adskillige koncerter i Det Bruunske Pakhus, som jeg begejstret hørte fra de små runde borde i det pænt fyldte spillested.
Faktisk gjorde Greene det så godt, at de både fik job på Jelling Musikfestival og senere Roskilde Festivalen.
Efter tre langtidsholdbare albums samt CD-maxi-singlen “The Model ” med tilhørende tre live-optagelser fra Roskilde Festivalen 1993 troede jeg på, at Greene ville opnå det store kommercielle gennembrud. Men nej. Det udeblev, så bandet forblev mest af alt anmelderkæledække. Greene gik i sort for 30 år siden efter udsendelsen af det sidste album “Minor Sun”.
Olesen-Olesen
Året efter udsendte brødrene det første dansksprogede album “Indenlands Udenbys” under navnet Olesen-Olesen. I 10 år – fra 1997 til 2007 – udsendte Peter og Henrik 7 fornemme albums. Igen var anmelderne positive, og blandt mange spillesteder havde Det Bruunske Pakhus i Fredericia samt Posten i Odense Olesen-Olesen på plakaten flere gange. Som regel atter med mig blandt tilhørerne. Nye lyttere kan med fordel starte med “Dagens Gerning” fra 1998 og “Anonyme Melankolikere” fra 2002.
Da de to brødre satte Olesen-Olesen på pause, fortsatte de heldigvis hver for sig. Peter H. Olesen dannede bandet De Efterladte, navngivet efter Peter og Michael Lunds samarbejde ifm Olesen-Olesens sidste udgivelse, dobbelt-albummet “Kain og Abel”. De Efterladte har indtil videre udgivet 5 fantastiske dansksprogede albums. Det første udkom i 2011. Det seneste i 2018. De Efterladte har optrådt en enkelt gang i Tøjhuset, Fredericia. Derudover har Peter udgivet en pæn portion bøger, og han har eget forlag “Melodika”.
Brormand Henrik har udgivet små essays og albums i eget navn og under synonymet “ukendt under andet navn”. Henrik har desuden givet sporadiske koncerter med den vidunderlige trio Henrik Olesen og Kammeraterne.
Olesen-Olesen revisited
I 2025 besluttede de to Vejle-brødre at tage en sidste omgang med Olesen-Olesen. Det var vi rigtig mange, som blev endog rigtig glade for.
Den stort set hele vejen rundt udsolgte turne og især Tøjhus-koncerten med kvintetten Olesen-Olesen 2026 viste med al tydelighed, at fanskaren er vokset markant, og sangene ikke var døgnfluer, men landsdækkende langtidsholdbare. Bakket forstående, indlevende og dygtigt op af Psyched Up Janis-legenden Sune Wagner på elegant svævende el-guitar, Michael Lund smukt spillende på alverdens strenge instrumenter og jazz-rytmesektionen bestående af Nils Bo Davidsen (bas og cello) og Jacob Høyer (trommer) fik 20 sange nyt og livgivende luft.
Nogen gange druknede Peters stemme og muskuløse sørgmodige poesi i lige lovlig larmende støj-guitar. Men sådan er ægte rock’n roll nogle gange – det ødelagde ikke helhedsindtrykket af en formen sidste omgang med Olesen-Olesen.
Dog var det første ekstra-nummer, kun med “Greene Brothers” på scenen, et ubeskrivelig smukt øjeblik, hvor melodi, melankoli og modig modersmåls-magi gik op i en himmelsk højhed.
Tak til Henrik og Peter H. Olesen for en sidste gang at vække smukke sange som “Jysk Beatnik”, “Hårdnakket Idyl” og “November Mere End Nogensinde”.
Det gjorde de RIGTIG godt.
Den eneste chance for at opleve Olesen-Olesen, for folk uden billet til de resterende marts-koncerter, er den absolut sidste koncert, som afvikles i København under overskriften “En Sommerdag på Bellahøj, 20.- 22. august – tre dage med dansk-sproget musik og lyrik”.
Setliste:
Jack Kerouac I Jylland
Finland
Jeg Tog Fejl, Jeg Har Fortrudt
Jysk Beatnik
På Et Køligt Loft
Sol
Den Slags Fik Man Tæsk For Dengang I Min By
Skyerne Over Sjælland Set Fra Et Tog Undervejs
November Mere End Nogensinde
Alle Linjer Er Optaget
Hårdnakket Idyl
Hvor Alting Hører Op
Hvad Kan Jeg Se Frem Til
På Eik Skaløes Plads
Ved En Å
C.V. Pt.
Venter På Renæssancen
Set Gennem En voksende Rus
Ekstra:
Ikke Kun Nordvest.
Sommerferie Zimmerroom
Alt Er Ørnsbro I Dag