Nello & The Helping Hand Blues Band, 13. februar 2025 på Dexter, Odense
NÅR EN BLUES VARMER HELE KROPPEN
Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde
Fotos ved Thomas Kvist Christiansen
“How Blue Can You Get” sang og spurgte B.B. King fra starten af 60’erne og helt frem til sin død i 2015. Hvis blues-legenden aldrig fik noget brugbart svar, så bør han fra ærespladsen i Blues Heaven lytte intenst og godt efter denne danske definition:
Rigtig, RIGTIG, RIGTIG meget blåt er nemlig svaret fra Nello & The Helping Hand Blues Band. Et orkester, som allerede efter ca. 50 koncerter kraftigt kandiderer til titlen som et af landets bedste, mest troværdige og sejest svingende formidlere af de 12 takter og blålige toner.
Mads D. Andersen, eventyrlig eminent og elegant trommeslager, Rasmus Stenholm på berigende, berusende og brusende orgel, Ronni Boysens geniale guitar samt, ikke mindst, Niels Nello Mogensen i forrygende formidabel front på såvel vedkommende vokal samt bundsolid, brilliant bas. Det er, hvad der gemmer sig bag bandnavnet. Kvartettens meget personlige versioner af diverse blues standarts og ditto classics var noget nær en åbenbaring.
Salen fik blandt andet højenergisk power-blues med masser af tankevækkende twists krydset med nytænkende og overraskende arrangementer. Willie Dixons 65 år gamle “Back Door Man” blev for eksempel serveret i en så rå og beskidt version, at selv New Yorks klammeste kloaksystem virkede ren som nyfalden sne.
Lyset i tunnellen.
Nogen vil mene, at lytter man for meget til blues, ender man som abstinensramt alkoholiker, suicidal stiknarkoman eller det, der måtte være værre…
Jeg vil påstå, at efter en aften i selskab med Nello & De Hjælpende Hænder, er lyset for enden af tunnellen ikke et modkørende tog, men selve livets lys. Koncerten var nemlig akkurat SÅ levende, så positiv i dens grundsubstans og så livgivende, at den virkede øjeblikkelig opkvikkende mod vinter-tungsind og det, der er tynger tungere.
Herligt, at de blå toner blev mixet med country, gospel, boogie-woogie og rockabilly. Så kan det – i min optik – altså ikke blive kedeligt.
Spilleglæde og solistisk styrke.
Én ting er, at bandet osede af spilleglæde – en glæde som smittede af på alle tilstedeværende på det hyggelige spillested, Dexter. (fremragende lyd i øvrigt!!) Noget andet er, at de fire fremtrædende, forrygende, fortryllende danske spillemænd alle besidder stor solistisk styrke. En styrke, som de rundhåndet delte ud af gennem hele koncerten. Men når det så er sagt, var samtlige tilstedeværende i rummet næppe var i tvivl om, at de fire musikere nød at spille med og for hinanden, og det var meget tydeligt, at de anerkendte og forstod hinandens måde at udtrykke musikken på. Det var en sublim fornøjelse at være vidne til.
Den hjemme-komponerede “Butter Boogie” var eksempelvis smækfyldt med bjergtagende soli fra blandt andet Rasmus Stenholms brusende hammondorgel og dertilhørende Leslie-forstærker. Derudover blev næsten selvdøde, overspillede, trivielle travere som “Mona” og fornævnte “Back Door Man” spillevende i nye forfriskende, forførende former og formater.
Hvad der dog tæller mest af alt var, at: Ja, de er mega-dygtige musikere, Ja, de gav de mange gamle travere et løft og en twist. Men det hele foregik med den dybeste respekt for blues-genren og dens fantastiske historie og evigt aktuelle betydning for musik i alle retninger.
Lykketårer.
Man kunne kun blive lallende glad i låget, når Nello supplerede de sejr-swingende svinegode sange med anderledes anekdoter og røv-gode røverhistorier fra de mange år på scenen.
Når man, som Nello, igennem 45 år har spillet i og med så forskellige folk og bands som punkerne Lost Kids over Nana Lyders til Johnny Madsen, ja så har man jo set og hørt RIGELIGT til at kunne underholde publikum, mens der stemmes guitar….
Den vidunderlige aften sluttede af med Elmore James klassikeren “The Sky Is Crying”, spillet i en langsom, følsom, flot version. En version hvor Nellos vokal var tæt på at få mig til at græde af lykke og benovelse. En nedbarberet, stemningsmættet version, hvor arrangementet og især Mads Andersens smukke brug af tromme-køller ledte tankerne hen på producer-ikonet Daniel Lanois. Sådan ville Lanois få U2, Peter Gabriel, Emmylou Harris, Bob Dylan og Willie Nelson, samlet i samme stue på én gang, til at eksekvere “The Sky Is Crying”….
Man skal være mere kold end en brøndgravers røv på indlandsisen, hvis ikke man synes, at denne herre-kvartet formilder blues-musikken på en hjertevarm og vedkommende måde.
Jeg følte mig på ingen måde brændt af, men derimod brandvarm om hjertet, da jeg vandrede ud i aftenkulden. Nellos udgave af vinterblusen varmede nemlig overalt i kroppen hele vejen hjem til Fredericia.
