NÆR-ligheds festivalen i Broløkke på Langeland, 6. september 2025 - Dorthe Gerlach & Pernille Rosendahl, Store Scene
SUVERÆN SANG-TERAPI
Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde
Fotos ved fotograf Thomas Kvist Christiansen
Er det nu?
Skal det uh’?
Vil det du’?
Ja, sku’!!
Hvis det kan forblive mellem jer læsere og mig, så har jeg en mørk bagside. En grå skyggeside. En art karakterbrist som sætter folk – kendte som ukendte – i skammekrogen, hvis deres handlinger eller ord falder mig for brystet. Barnligt? Ja, men ikke desto mindre sandheden.
Da det således gik op for mig, at min gode ven og musikalske makker, Thomas Kvist Christiansen meget gerne ville opleve Gerlach & Rosendahl – sammen med mig, og sågar endda med henblik på at anmelde koncerten – måtte jeg fortælle ham sandheden.
Musikfans karakteristik og beskrivelse af NÆR festivalen er jo netop en sammentrækning af ordene kærlighed og ærlighed, som så bliver til NÆR-lighed. Så jeg går til bekendelse og fortæller ærligt, at jeg igennem nogle år har lagt Pernille Rosendahl på is. Smidt hendes udgivelser ud og fravalgt koncerter, hvor hun deltog. Begrundelsen, som kun nogle få kender, holder jeg dog ind til videre lidt for mig selv.
Thomas fik heldigvis og lykkeligvis snakket mig til fornuft. Jeg ville gerne opleve konstellationen Gerlach & Rosendahl. SÅ: Tak for den peptalk, kære ven…..
Nordstjerner
Lørdagens på ALLE måde solbeskinnede start-koncert ved Broløkke Herregård var himmelråbende og hjerteskærende smuk. Fakta var jo, at her stod to af Danmarks fremmeste sangerinder. Begge endda opvokset i det Nordjyske (Pernille i Aalborg og Dorthe i Jerslev ved Brønderslev). Begge sangerinder med store signifikante stemmer.
Fra den allerførste strofe, i det første vers i sættets første og store nummer, “Sirenesangen” fra Gasolin-albummet “Efter Endnu En Dag”, stod det mejslet i hård granit, at fusionen mellem Dorthe Gerlachs vanvittig varme, vidunderlige vibrator vokal og Pernille Rosendahls store, sanselige, smidige, smukke, sensuelle stemme var en genial, gribende, gestalt-terapeutisk genistreg. Ikke kun for enfoldige fjolser som mig. Men vel i grunden for alle tilstedeværende.
Varmen og det vedkommende i vokalerne var som en åndelig kikkert-operation, hvor stemmerne til sidst ramte hjerte-kuglen og senere fyldte kroppen med en flerfarvet, feel-good-fornemmelse.
Flankeret af Gerlachs mand, Michael Hartmann på guitar til venstre på scenen og Pernille Rosendahls tro musikalske følgesvend gennem rigtig mange år, guitarist Søren Vestergaard til høje, fik det lyttende, klappende, syngende og begejstrede publikum en række sange, der alle havde et budskab.
Sange, der alle havde en historie. Og kopi-numre som de to sang-stjerner havde kendt siden deres opvækst. Blandt de smukkeste cover-sange lyste en enkelt sang mere end de andre: Anne Dorte Michelsens smukke og meget, meget stærke og ærlige “Jeg har lagt mine våben “. Eminent og elegant eksekveret.
Højdepunktet
Koncerten var jo på ingen måde en tvist om, hvem som sang bedst, eller hvem der havde mest på hjertet. Rosendahl og Gerlachs stemme var begge i stor-form. Koncertens mest rørende nummer var også sættets mest overraskende. Pernille Rosendahl var begyndt at skrive sange på dansk. Faktisk, fortalte Pernille, inspireret af Gerlachs evne til at skrive om det, hun har oplevet. Pernille Rosendahls første bud på modersmålet var en stærk, meget personlig beretning om at vokse op i et hjem, hvor vold og alkohol var dagens menu. “Hjertet Slår” hed sangen. Wow for en gåsehuds-fremkaldende smertelig sang, sunget med hele Rosendahls KÆMPE vokalmæssige register og med en tekst, der fik mange til at fælde en tåre eller to.
Hele gårdspladsen rejste sig efterfølgende og klappede – længe, MEGET længe – af den synligt berørte Pernille. Ja i grunden var alle fire på scenen påvirkede af dels sangens indhold og budskab, dels af publikums smukke gestus. For mig koncertens højdepunkt.
Koncerten blev rundet af med en hyldest til den uforlignelige danske poet, Johnny Madsen. Tilsat en lige lovlig fremtrædende rytmeboks fik vi klassikeren “Udenfor Sæsonen”. Mén ( som Steffen Brandt sagde det hver gang, han senere på dagen fra samme scene ville ha’ os alle til at lytte ekstra godt efter ): Én rytmeboks for meget i et enkelt nummer, kunne på ingen måde ødelægge indtrykket af en rasende god, nærværende koncert. Godt spillet, strenge-drenge. Godt sunget, Soul-sisters.
Tro mig: Jeg har lagt mine våben og karakterbrist retur i våbenskabet. Smidt nøglen væk og klar til meget mere Rosendahl’sk vokal-terapi.
