
MOJO HANDS: GO! GO! GO!
Udgivet på Mojo Music / Mojo To The Masses, ultimo juni 2025.

Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde
Der er sådan cirka lige så langt mellem nye udgivelser med det 7 mands-m/k store Esbjerg Ensemble, Mojo Hands, som der er mellem den nuværende amerikanske præsidents rosende ord om politiske modstandere. Så når det endelig sker, skal man lytte godt efter.
GO! GO! GO! er så sandelig et album, der har været ventetiden værd. Igennem 10 numre, 9 cover-sange og et enkelt nyskrevet, kaster bandet sig over en stilsikker, driftssikker og medrivende gang rhythm’n blues.
På nær en enkelt ny mand på sax ( Christoffer Kjærulff Find) er besætningen den samme som på det seneste album, High Blood Pressure fra 2019. Det skinner så tydeligt igennem, at den nuværende konstellation er hamrende godt sammenspillet og tømret. Den karismatiske sangerinde, Zenia Levning Madsen synger med glød, inderlighed og stort overskud.
Rytme-sektionen bestående af Erik Lodberg og Lars Thomsen på henholdsvis trommer og bas swinger umådelig godt, og de er så tight og præcise, at selv det dyreste schweizer-ur halter efter.
Man bliver ganske enkelt i forrygende godt humør af at lytte til GO GO! GO!. Blandt andet fordi bandet formår at nyfortolke gamle sange på en anderledes og forfriskende måde. For eksempel får Mojo Hands det oprindelig sløje, stive og ikke særlig livlige 1974 hit, “I Can Help” med Billy Swan til at svine-swinge i en næsten Status Quo boogie-woogie fornemmelse. Dælme godt tænkt og endnu bedre udført. Så længe Mojo Hands er Så opfindsomme, er det ok at fortolke gamle sange.
Det ville dog absolut ikke gøre noget, hvis de Arbejdende Hænder inddrog flere nye sange, måske ligefrem selv-komponerende. “Still Wishing”, albummets eneste nye sang, er skrevet af Jan Kølle, et tidligere medlem af Mojo Hands. Det er en fortryllende ballade ( et af udgivelsens højdepunkter) med en smuk, inderlig guitarsolo af Bo Møller – og dermed et fortrinligt bidrag til at holde et højt niveau pladen igennem.
“Let The Good Time Roll” er den sigende titlel på skivens første nummer. Mojo Hands er nemlig garant for en festlig aften, enten tæt på musikanlægget eller på en scene. Så gå du roligt efter både GO! GO! GO! og en koncert billet.
