Koncert med Mojo Hands, 5. december 2024 i Tøjhuset, Fredericia

MojoHands_1

I SIKRE HÆNDER

Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde

Fotos ved Sigrid Loft

På en aften, hvor det danske kvindehåndboldlandshold igen havde hænderne mere end fyldt og atter blev banket på plads af Norge,  var der langt mere sejrssang og vindermentalitet over Zenia Levring Madsen og resten af septetten, Mojo Hands. Med en stemme, der ville blæse Norge ud af enhver turnering og i retning af Nordpolen, stod hun i spidsen for de 7 medlemmer af det vestjyske band, hvis skønne blanding af rhythm’n’ blues, soul, rock og country er en sikker vinder – hver gang.
 
Driftssikker rytmesektion.
 
Med vestkystens mest driftssikre, bundsolide rytmesektion bestående af Erik Lodberg og Lars “Doc” Thomsen på henholdsvis trommer og bas leverede Esbjerg-bandet Mojo Hands en festlig, farverig og fornøjelig forestilling. Stor variation i tempi og udtryk, fede breaks og en super-smittende spilleglæde. Koncerten tog afsæt med numrene fra især det skamroste album “High Blood Pressure” (fra 2019). Den pænt fyldte sal fik rullende rock, blødende blues, smertefuld soul og corny country. Glimrende eksekveret af Bo Møller på guitar, Rasmus Grønborg på keyboards og en formidabel blæser-duo.
 
På toppen af musikken bragende en storsyngende Zenia L. Madsen igennem. Sikke en stemmepragt. Sikke en farverig udstråling. Zenia har en stemme så stor og magtfuld, at hun ville kunne få selv en dødsannonce til at fremstå lyslevende.
MojoHands_4
Forførende fortolkning.
 
For mig var aftenen en lang optur. Men skal et enkelt nummer fremhæves, må det være Mojo Hands’ fremragende fortolkning af den tudse-gamle Dr. Feelgood sang “Sneakin’ Suspicion”. På trods af det faktum at jeg er kæmpe fan af netop pub-rock-bandet Dr. Feelgood, så var Mojo Hands’ forførende fortolkning lysår bedre end den ellers forrygende, oprindelige version af “Sneakin’ Suspicion”. 
 
“I live the life I love – I love the life” synger Zenia på albummet Voodoo Your Love fra 2013. Mon ikke at den tilgang til musikken sniger sig med i studiet, når bandet til januar skal indspille nyt materiale?
 
Mojo Hands var ganske enkelt lyden af vaskeægte vindblæst vestjysk troværdighed. Mojo Hands gav derfor os alle en følelse at være i sikre hænder.
MojoHands_2