Pladeanmeldelse - Mathilde Falch / Hvert Sekund

Udgivet af Mathilde Falch på eget pladeselskab, Just For The Record, 26. april 2024.

20240504_092630-scaled

Af musikjournalist Carsten Linde

34 årige Mathilde Juhl Lyneborg-Falch er på gaden med det 6. album i eget navn. Det foregående udspil fra fru Falch var “Solen Brænder” (2021).  Et rigtig, rigtig godt album, hvor jeg tænkte, at det ku’ godt være højdepunktet for Mathilde, hvad udgivelser angår. Men der tog jeg (heldigvis) fejl, endda så grueligt fejl.
 
For “Hvert sekund” er ganske enkelt et lille mesterværk. Det guitar-baserede album er fyldt med popperler fra øverste hylde. Mathilde Falch har bygget på. Både som sangskriver og som sanger. De 11 sange indeholder flere små musikalske figurligheder end tidligere hørt. Hvad stemmen angår, så tør Mathilde Falch gå en anelse længere ad lidt mere ukendte stier og retninger. Hun sætter sig selv og vokalen mere på spil. Og det klær’ hende og nok så vigtigt : Det virker i den grad troværdigt.
 
Mathilde Falch, nu på 9. år tørlagt alkoholiker og clean stofmisbruger, har alle dage rent tekstlig været åben og ærlig om de barske år. Endda på en elegant, poetisk måde.
Men også her har teksterne fået et nøk opad, og når nye højder.  Fra titel-nummeret “Hvert sekund” synger f.eks. Falch :
“Elsk mig indtil jeg elsker mig selv – Selvom jeg siger jeg ikke vil ha’ dig alligevel.
Jeg sprætter dig op, jeg syr dig sammen igen – Du puster ud og kaster dig i mine klør igen.”
Mere smukt, ærligt og så (hen)givende kan ægte kærlighed vel ikke beskrives?
 
På de intense, sanselige sange, “Brændte Børn Leger Bedst” og “Tidløs” emmer det ligeledes af hjerteskærende og elegant hverdags-poesi. Jeg var kæmpefan af Mathilde Falch Bands tidligere guitarist, Christian Ki (som er i gang med en spændende solo-karriere). Men tilstedeværelsen af nyankomne Una Skott på leadguitar og kor bekommer helt åbenlys såvel band som Falch vanvittig godt. Skotts spændende, ekko-fyldte spil skaber nemlig en ny retning for selve sounden i kvintettens lydunivers. Alt i alt med afstand klart det bedste, mest afvekslende og klarsynede album fra Mathilde Falch. Bliv du bare ved med at overraske mig, fru Falch !!