LOH: Logger Ud.
Udgivet på cd og vinyl marts 2026 via LOH Production.
LOG ENDELIG IND PÅ "LOGGER UD"
Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde
Bag kunstnernavnet LOH gemmer sig TV klipper og producer Jens Lohmann. I en voksen alder har Jens Lohmann vovet pelsen og udgivet et glimrende album, fyldt med selv-komponerede numre.
Med en nærsom blanding af melodisk stille jazz og underspillet pop har han begået 11 elegante sange. Fokus er helt klart på det poetiske i de nærværende tekster. Stemmen står flot, klar og ren. Musikken væver sig smidigt ind og kælende omkring den klare vokal. Især de elegante trommers samspil med både klaver, saxofon og kor-arbejdet rammer dybt i lytterens hjerte.
Jens Lohmann står selv for klaver og sang, mens resten af lydbilledet eksekveres af dygtige musikere samt flot, flot korarbejde Anne Mose samt af datteren Anne Lohmann Albeck.
Et afvekslende, afdæmpet album, hvor vokal, ord og instrumenter supplerer hinanden på forbilledlig varm vis.
Lyt til titelsangen “Logger Ud”, hammord-orglet på “I Kø” samt albummets sidste nummer “Sidst På Året”. De viser og indkapsler, at albummet kan rigtig meget forskelligt i intensitet, nærvær og spændstige, spændende arrangementer.
Nu da jeg omsider er lokket ind på LOH og Jens Lohmann, kommer jeg ikke til at logge mig ud igen lige med det første.