Kasper Buch: Nothing to Prove - udgivelsesdag 20. februar 2026

Cd-udgivelse på eget selskab

20260210_121007

Anmeldt af Carsten Linde

Tønder-fødte Kasper Buch Bjerregaard har under navnet Kasper Buch netop sendt et nyt album på gaden som opfølger på 2024-udgivelsen “Working Hard”.

Lige så trist, tungt og gråt det nye albums for- og bagcover er, lige så opløftende, let og farverig er lyden på det ydest vellykkede og velproducerede “Nothing To Prove”cd-album. 35-årige Kasper Buch besidder en veludviklet evne til at skrive velklingende sange og vedkommende tekster. En musikalsk retning ikke ulig Jonah Blacksmith. Det vil sige en elegant podning af fingerfærdigt folk, catchy country og perlende pop. Et ærligt og kompromisløst tekstunivers, hvor der kredses om forældreskabets sårbarhed, værdien af nærvær og relevante relationer. 

Solidt støttet op af velspillende Thomas Nykjær Sørensen på guitar og kor, Christian Ringsing Thorstensen på bas, Lasse Mark på keys og Dan Sandhøj Fromm på trommer er de 9 numre en smuk rejse ind i et melodisk marsklandskab, hvor drømmene flyver højt, og hvor spilleglæden er smittende. 

Umiddelbar kan albummet måske virke lidt let. Men ved hver eneste gennemlytning dukker der små nye elementer op i lydbilledet. Især Laase Marks små miralker på keyboards dukker langtsom frem i lydbilledet. Pladens bedste, den rockede og kantede “Away She Flies” giver pludselig luft og plads med fede guitar-riffs. 

Måske føler Kasper Buch ikke at have noget bevise. Men dette album beviser nu ganske klart, at han er en talentfuld sangskriver med en særdeles behagelig og nærværende stemme. Sangene “Are We Just Dreamers” og “Lets Go” har allerede været udgivet et stykke tid som singler forud for albumudgivelsen. De er begge blevet afspillet en hel del gange på Radio Mars, DR P4  og DR P5. Det forstår man godt. For de er begge rigtig gode ekspempler på perfekt og perlende pop.

Buch med Band går på en forårsturné, som blandt andet rammer Kolding, København og Odense. Der kan han jo passende bevise, at han er værd at købe billet til!