Koncert med The Minds Of 99 på Jelling Musikfestival, Store Scene, torsdag den 29. maj 2025.

MindsOf_JMF2025_U8W0325 kopier

GEDIGEN GENBRUGSBUTIK

Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde

Fotos ved fotograf Thomas Kvist Christiansen

Du er nu nummer 99 i køen…
 
Hvem har ikke oplevet at vente i en telefonkø til for eksempel YouSee?
 
Om sanger Niels Brandt og hans sindssygt godt spillende bandmedlemmer lige akkurat er nr. 99 på listen over de bedste nuværende danske koncert-navne, vender vi tilbage til. Fakta er, at torsdagens sene koncert med københavnske The Minds Of 99 ifølge alle medier samlede flere publikummer på Jelling Festival end nogensinde før. Det var i sig selv en stor og flot præstation.
 
Vi var rigtig, rigtig mange.
 
Set og hørt fra mere end 99 meters afstand har lyden aldrig lydt bedre på Jelling. Visuelt var de vel ca. 30.000 mennesker førstehåndsvidner til et spektakulært ildshow, lys-inferno og blinkende, sølvfarvede træer på scenen. 
 
Men hvad med musikken?
 
Efter de tre udsolgte og stor-roste sommer-koncerter i Parken (2024) var torsdagens optræden bandets første. Det slap de ganske godt fra. Med musikalske lån fra engelske New Order, basgange 1-til-1 tyvstjålet fra ligeledes britiske The Cure og som en direkte opdateret 2025-version af det danske band, Kliché, er Brandts musikalske genbrugsbutik jo ikke ligefrem stilskabende eller nyskabende.
MindsOf_JMF2025_U8W0476 kopier
Alle kan høre og fornemme, at bandet spiller hamrende godt. Det står uden for diskussion, at kvintetten evner at skrive langtids-holdbare sange med dybde i teksterne. Bandets centrale figur, Niels Brandt sang med en nyfunden nerve og sarthed. Det klædte helhedsindtrykket. Så langt så godt.
 
Men……
 
Brandt og Company lignede altså ikke et tændt band, som havde noget at bevise. Måske mere på kanten af småt Brandt-bart – frit efter et Steffen Brandt citat… Ikke at de var ugidelige. Men det virkede lidt som om, at det hele var sat på autopilot. Som om de tre krævende koncerter i Parken var peaket i bandets karriere-kanon og toppen af dets formåen.
Ikke at jeg decideret kedede mig. Men det virkede lidt som “en selvstændig men også noget rutinepræget præstation” for nu at citere en af landets til alle tiders- og steders bedste artister, C. V. Jørgensen.
MindsOf_JMF2025_U8W0371 kopier
Hvad hulen skulle vi i øvrigt med det irrelevante, irriterende intermezzo af et DJ-stunt bag mixer-tårnet i slutningen af sættet? Hvorfor i hede hule helvede kan man ikke få bare en bette my af noget sprængfarligt guitar-lir i løbet af 90 minutter ? Mangler der “hurtige hænder”, som de selv synger om?
 
Jeg valgte at gå fra stedet i sikker overbevisning om, at langt de fleste havde haft en rigtig god oplevelse. The Minds Of 99 er stadig placeret blandt landets 99 bedste bands. Men de når for eksempelvis ikke Kellermensch til sokkeholderne. Om de så i løbet af samme år spillede 99 udsolgte koncerter i Parken, ville det ikke ændre på det faktum, at kvintetten mest af alt er en gedigen genbrugsbutik.
MindsOf_JMF2025_P1322991 kopier

Se flere fotos af koncerten med Minds of 99 på årets Jelling Musikfestival på musikfans.dk's Facebookside.