Udsolgt koncert med Hush Trio, 4. oktober 2024 i Tøjhuset, Fredericia

Hush_1

NÅR NORDJYDER NÅR TIL TOPS

Af musikjournalist Carsten Codymagnyl Linde

Fotos ved Sigrid S. Loft

Højt oppe mod nord, I ved helt deroppe, hvor digteren H.C. Andersen fik inspirationen til “Jylland Mellem Tvende Have” har landet med Skagerrak mod vest, Grenen mod nord og Kattegat mod øst, opdyrket et hav af musikalske stjerner. I flæng kan nævnes Ole Frimer, Ester Brohus, Ivan Pedersen, Allan Olsen, Niels Hausgaard og Knud Møller. At sætte dem i rækkefølge efter evner vil være lige som dumt som at springe ud fra en 10-meter vippe og først på vej ned opdage, at bassinet er tømt for vand….
 
Min påstand er dog at fredags-koncertens absolutte højde- og midtpunkt i trio-udgaven af Hush, var nordjyske Dorthe Gerlach. I min verden er gennem-musikalske Gerlach derfor et godt bud på, hvem der pt. rangerer i toppen af ovennævnte usammensatte rækkefølge.
 
Sammen med ægtefælle/guitarist Michael Hartmann og Andreas Käehne (pedal stell guitar, mandolin og alskens andre strenge-instrumenter) er Dorthe Gerlach som Hush-trio i færd med deres såkaldte “anti-arena-tour” rundt til landets mindre spillesteder. Retur til små steder, som startede eventyret for 20 år siden, hvor Hush – fri af tid og tone – udsendte debuten “A Lifetime”. Et storsælgende country-orienteret melankolsk album som selvfølgelig blev omdrejningspunktet for fredagens koncert i det for længst udsolgte Tøjhuset.
Hush_4
Vendsyssels vampyrer.
 
Med al respekt for især den dygtige multiinstrumentalist, Andreas Käehne, så står og falder en Hush-koncert med Dorthe Gerlachs vidunderlige vibrato-vokal. Virker den ikke, er Hush “hus-forbi”, fortid og forvist til en plads på plejehjemmet i fødebyen Jerslev.
 
Det er dog al al for tidligt at sætte navneskilt op på alderdomshjemmet. Dorthe Gerlachs store, lyse, blide, smukke stemme var stærk, nærværende, inderlig og dragende som altid.
Hendes helt særlige tone og vibrato-effekt mener hun selv stammer fra de lange mørke cykelture mellem byerne i Vendsyssel. Gerlach var som barn kronisk bange for banditter og vampyrer. For at holde alt farligt væk, sang hun sig igennem de lange farlige strækninger rundt omkring i Brønderslev kommune. Efter eget udsagn udviklede hun på den måde dels lysten til at synge, dels evnen til at bruge vibrato. Endnu en lille eventyrlig indsigt i tilblivelsen af bandet Hush.
 
Nye sange i ny retning.
 
Som sagt blev der spillet rigtig mange sange fra den to årtier gamle debut-plade, “A Lifetime”. Numre som stadig virkede friske, langtidsholdbare og interessante. Ud over enkelte nedslag fra duoens øvrige 4 albums (hvor især den sørgmodige “Home” og road-trip-sangen “Look For America” blev brilliant leveret), fik det intenst lyttende publikum flere smagsprøver fra et helt nyt album, der kommer på gaden den 25. oktober.
 
Flere af de catchy sange fra “Fading Into Golden”, som er titlen på det kommende album, antydede en ny musikretning. Et nummer som “Lost In You” emmede af legendariske John Hiatt. Det vil sige en smuk podning af heartland rock og hjerteskærende country. 
 
Den nye, lettere korrigerede musikkurs faldt åbenlyst i salens smag. For sangene blev efterfulgt at lange, taktfaste klapsalver. Alle, inklusiv Dorthe Gerlach selv, var rørt til tårer, efter at 1. sæt blev lukket ned med den rørende smukke sang “Bittersweet”. Et nummer som også runder det kommende album af.
Hush_3
Nordstjernen
 
Dorthe Gerlachs nordjyske hjemstavn er jo omgivet af vand. I tidernes morgen har så mangen en fisker, mens de var på havet, navigeret efter Nordstjernen. For dermed at komme sikkert i havn. På samme måde kan gennem-musikalske Gerlach ses som en musikalsk Nordstjerne, som os på dybt vand kan indstille kompasset efter.
 
Koncerten var lige lovlig kort – 1. sæt varede 35 minutter og 2. sæt 40. Det kan I godt gøre bedre med det skønne, kæmpe bagkatalog, Dorthe og Michael!! Men bortset fra længden var det et triumftog for en storsyngende Dorthe Gerlach og en yderst driftsikker, kompetent spillende Michael Hartmann. Hush er dermed et skønt vidnesbyrd på, at man godt kan gå imod tidens tone og trend, så længe kvaliteten er i centrum. Og med Vendsyssels vigtigste vibrato-vokal indtager Dorthe Gerlach rollen som “Toppen Af Poppen” og tidens musikalske Nordstjerne.