Open-air-koncert med Hugorm, 14. juni 2024 i baggården til Tøjhuset, Fredericia.
Arrangør: Fredericialive og Tøjhuset
AMA'R HALSHUG: HUGORM VAR BLÆNDENDE
Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde
Fotos ved Thomas Kvist Christiansen
Hugormen, der vel mest af alt findes i eventyr og myter, har siden 1981 været totalfredet. I dag er hugormen i sin egenskab af at være Danmarks eneste giftige slange forbudt at indsamle, aflive eller flytte.
Den musikalske Trio, Hugorm, er muligvis også fredet. Den virkede under alle omstændigheder endog rigtig meget i live og til stede, da den sluttede dobbelt-koncerten i baggården til Tøjhuset af med adskillige dræber-hug.
Klitmøller-kombinationen består af: Morten Gorm på guitar, bas, keyboard og sang, islændingen Árni Bergmann Jóhannson på keyboard, perkussion og kor samt den allestedsnærværende Simon Kvamm på sang og show.
Det musikalske pejlemærke har fra starten i 2017 frem til nu været electro-rock med fokus på et forrygende visuelt show, sjove, spøjse tekster og et uopslideligt musikalsk Duracell batteri i form af Árni B. Jóhannson på perkussion.
Sjove sang-titler
Med herlige sang-titler som “Folk Skal Bare Holde Deres Kæft”, “Flyt Dig Lige” og “Himmeljuice” fik det begejstrede og hengivne publikum mulighed for både at danse og skråle med. Og tak skæbne hvor der blev danset og sunget med til den store guldmedalje. “Træmand” hedder en anden af Hugorms dansable sange.
Er der noget, som Simon Kvamm ikke er, så er det kedelig og humørforladt. Kvamms evne til at skabe en symbiose mellem band og publikum er ganske enkelt i en klasse for sig. Havde Silkeborg-Stjernen bedt os om at fare til Himmels eller spytte på sidemanden (og det sidste gjorde han faktisk!!), så ville vi gøre det. Så har man fat i den lange ende.
Kvamm-show
Kvamm er på ingen måde landets bedste eller mest interessante sanger. Men som showman, entertainer og indpisker er han ganske enkelt outstanding.
Chancen for, at jeg køber en plade med Hugorm, er sådan cirka lige så sandsynlig, som at Donald Trump melder sig ind i det Demokratiske Parti. Jeg kommer aldrig til at eje noget med Hugorm. Dertil er stilen for tung, aggressiv og elektronisk.
Desuagtet er der omvendt ingen grund til at aflive eller flytte Hugorm ud hvor kragerne vender eller hen hvor peberet gror. For som koncert-attraktion var trioen Hugorm denne fredag ganske enkelt blændende.
Ama’r Halshug. Jeg mener det altså!
Se flere billeder fra koncerten med Hugorm på Musikfans Facebookside.