Udsolgt koncert med Frimer & Møller i Bygningen, Vejle, 31. august 2024
Arrangeret af bluesforeningen Crossroads.
FABELAGTIGE FRIMER OG MESTERLIGE MØLLER
Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde
Fotos ved Sigrid Schwabe Loft
Hvad sker der, når to Nordjyske Tranlamper… sorry Guitar-konger træder op sammen for at erobre og indtage tronen? Tja, lørdag aften opstod der musik-magi af den fineste og mest betagende slags.
Ole Erik Frimer fra Aalborg og Knud Møller fra Hjørring har begge siden 80’erne hver for sig bjergtaget publikum. Den igangværende fællesturne med den ypperlige rytmesektion, bestående af Claus Daugaard bag trommer og Jesper Bylling på bas, har været tæt på udsolgt hele vejen. Det forstod man godt, da de sidste blå toner havde ringet af lørdag aften i Bygningen.
Mageløs magi.
De to fremragende guitarister var tydeligvis inspireret af hinandens formåen. Det virkede som om, at de netop denne aften i præcis denne sang ville gøre det bedre end nogensinde før.
Den trang og hang til at søge efter mageløs magi efterlod den udsolgte sal i ekstase.
Ole Frimer har alle dage benyttet en særlig finger-picking-stil, som gør hver eneste tone blød, rund og nærværende. Med blues-sjælen solidt plantet i det sydlige USA har Ole ladet sig inspirere af amerikanske legender som Albert Collins og Freddie King. Tilsammen gør det Frimers udtryk – podet med hans vidunderlige brug af altid præcist placerede og afmålt arrangerede breaks – til noget ganske enestående. Ikke blot i Danmark men i hele Europa.
Knud Møller, Johnny Madsens tro følgesvend gennem årtier, har i 1997 til undertegnede udtalt, at hver eneste tone han spiller, er planket fra den tidligere Rolling Stones guitarist, engelske Mick Taylor. Taylors blues-stil indeholder musikalske dufte fra latin og jazz-genren.
Hvis det er sandt (og det må man formode, at det er, når ordene kom fra Hjørring-hestens egen musikalske mule, umiddelbar før en Smukfest-koncert med selvsamme Mick Taylor…), så har “Knud er Gud” godt nok produktudviklet guitarspillet ganske betragteligt sidenhen.
Knud Møllers flerfarvede flair for fabulerende, fantasifulde, fanden-i-voldske, frit-svævende soli er LANGT mere end blot Taylor-tricks. Knud Møller har nemlig – ganske som Ole Frimer – udviklet en personlig stil.
Det er genialt, det dér!
En stil som, netop i et topmøde mellem Frimer og Møller, viste, hvor forskelligt genialt godt guitarspil kan leveres. Og det var sgu’ ganske genialt, hvad publikum var vidner til denne sidste officielle sommerdag i 2024. Flere gange under koncerten bredte der sig, i åbenlys benovelse over og respet for kollegaens formåen, små anerkendende smil på stiftevis Frimers og Møllers munde.
Blandt en urskov af højdepunkter skal følgende tre sange lige have et par blå-borgerlige ord med på vejen:
Ole Frimer har alle dage været garant for, at bluesmusik ikke kun handler om at spille en solid 12-takter. Han har udfordret genren. Titelsangen, “Sheltered Roads” fra 1997 (skrevet af Ole selv), er et rasende godt eksempel på, hvordan blues også kan lyde. Episk, næsten symfonisk opbygget men stadig eminent emmende af de blå toner.
At tage sangen “The Word” fra mit favorit Beatles-album “Rubber Soul” med på sætlisten, havde jeg så sandelig ikke set komme. Men tak skæbne for en smuk version. Den tæt på 60 år gamle sag fik pludselig ny from og et nyt liv. Og hvor Ole Frimer dog sang nummeret umådelig godt. Ja faktisk lød Ole Frimer – som sanger – bedre end nogensinde før. Han har altid haft en behagelig stemme. Men det er som om, at der i løbet af de seneste par år er blevet lagt et nyt lag på, indeholdende lidt ekstra sjæl og inderlighed i vokalen. Det kan ganske enkelt ikke roses nok.
Den 3. og sidste sang, som skal nævnes, er Ole Frimers selvkomponerede “John Lazy”. Det nummer har jeg siden 1995 troligt råbt efter og tigget om at høre ved vel samtlige Frimer koncerter. Vel at mærke uden at få lov til at få den våde drøm opfyldt. Sandelig om ikke Claus Daugaard, Jesper Bylling, Knud Møller og ikke mindst Ole Frimer gav efter og gav mig og resten af de mange gæster under denne turne en alt andet end doven, men derimod en svine-fed, rocket, beskidt version af den semi-bluesede “John Lazy”. Så siger man tak for sangen.
Efter lidt mere end 2 timer i den blålige blues-himmel med adskillige stående ovationer undervejs, var det ikke nemt at forlade Bygningen.
FRIMER & MØLLER har helt sikkert forladt Bygningen, men det har blues-musikken ikke.
Blues-musikken er nemlig kommet for at blive. Tjek blot Crossroads’ spændende 1-dags festival, lørdag den 14. september.
Sikke en aften. Sikke en kvartet.
Fabelagtige Frimer og Mesterlige Møller er heldigvis ikke færdige med at træde op på scenen sammen.
For eksempel gæster de Tøjhuset i Fredericia lørdag den 1. februar 2025, hvor Frimer & Møller står øverst på plakaten i forbindelse med blues-foreningen, Double Troubles 1-dags-festival. Lur mig, om ikke også den koncert bliver udsolgt!!!
