De tre musikere formåede at skabe et nedbarberet, nærværende univers, hvor sangenes stemning vekslede vidunderligt mellem det dragende, dramatiske, dunkle, dejlige, dystre, dagligdags-drømmende og diskret diversitet-definerende.  Hvordan Live Johansson kunne få en cello årgang 1750 til at levere så forskellige dragende, stemningsfremkaldende toner og klange vil forblive et mysterium på størrelse med tilblivelsen af Stonehenge, Bermuda-trekanten og den sunkne by Atlantis.

I det hele taget så passede trio-formen perfekt til de afdæmpede og melankolske sange fra albummet “Drømmene”. Ikke mindst var kombinationen af celloen og Mikkel R. Damgaards mangfoldigt malende og iørefaldende tangent-temaer i superliga-klasse.

Drømmeturen gav os 22 sange, som alle i højere eller mindre grad kredsede om det at drømme. Såvel dem om natten som fantasiens frie leg i de lyse timer. Både dem, som går i opfyldelse, og dem som går i stykker. Genialt tænkt og typisk Falch at lave en så gennemført rød tråd.

En tydeligt tilfreds trio sluttede koncerten af med den 37 år gamle sang, “De Vildeste Fugle”. Endnu et poetisk mesterværk fra mesteren selv:

“Når den sidste guitar bliver stille.
Det sidste lys er gået ud.
Kan jeg drømme at du lægger dig.
Som solskin mod min hud.”

Det kan altså ikke skrives ret meget smukkere. Den sang var i sandhed et perfekt poesificeret punktum på Michael, Mikkel og Lives Drømmetur.

Helt i den poetiske ånd, fortsætter trioen i udvidet rock-form under det herlige redningskorps/ambulanceagtige navn Falch & Zonen.