Ting har det med at tage tid. Gilmour ting tager RIGTIG, RIGTIG lang tid. Således er 78-årige David Gilmour ude med sit kun 5. solo album på 48 år. Hele 9 år er der gået, siden han udsendte det 4. og dermed forrige studie-solo-album.

 

De 9 år er blevet brugt ganske, ganske fortrinligt. Således er albummet “Luck and Strange” med afstand det bedste udspil fra Gilmour i eget navn. Og lysår bedre end de sidste mest-af-alt middelmådige Pink Floyd værker. Lytterne bliver budt på en sanselig samling sange, som med elegance, dybde og mørke vokser sammen til et samlet mesterværk. En nærmest perfekt perle af umiddelbart stille sange, der langsomt vokser hen imod en musikalsk storm. Et lydmæssigt uvejr, der på toppen har Gilmours legendariske, let genkendelige verdensklasse guitar. 

Albummet er forsynet med den ene himmelske smukke guitar-solo efter den anden. Sange om mørke, alderdom, død og forfald leveres af superguitaristen med band, overlegent og med masser af overskud. Klare toner gør det til en nydelse at rette ørene mod umoderne voksenrock. Endda med en lang mere behagelig, bluesbaseret tilgang til de seks strenge end tidligere hørt.

David Jon Gilmour ser døden i øjnene. Men han gør det på den mest livagtige måde, som tænkes kan. Bliver “Luck and Strange” Gilmours svanesang, efterlader han et lydspor i ren verdensklasse.