Jelling Musikfestival, 24. maj 2024 - Store Scene: D-A-D
VELSKÆNKET FADØLSROCK AF DEN FINESTE SLAGS
Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde
Fotos af Thomas Kvist Christiansen
Under det herlige motto” Good Clean Family Entertainment You Can Trust” har danske D-A-D nu i 40 år skabt fest og farver med deres drengerøvs attitude, guitar-baseret melodisk hård rock og herlige skæve tekster. Efter koncerten på Jelling Musikfestival at dømme er kvartetten på ingen måde hverken på vej mod pension eller så gamle, at publikum har vendte dem ryggen.
Græsmarken foran Store Scene var fyldt godt op, da Jesper og Jacob Binzer, Stig Pedersen og det musikalske orakel, Laust Sonne, indtog hovedscenen atter en gang. De fire forvoksede knægte gav et drøn af en vital, veloplagt koncert.
Numrene var så stramme, at køkkenpersonalet i samtlige boder kunne skære sig til blods. Arrangementerne var så stramme, at underlivet i Stigs læderbukser var i livsfare. Spilleglæden nåede langt, langt længere ud end øjet og lyden rakte.
Koncerten var ganske enkelt en overbevisende opvisning i velskrevne sange, hentet fra hele deres imponerende bagkatalog og tilsat to dugfriske nye sange, “Ghost” og “1st 2nd 3rd” .
Blandt koncertens mange højdepunkter var “Grow Or Pay”, “Monster Philosophy” og selvfølgelig “Jihad”. De sad liiiige i rock-skabet med lige dele vildskab og velklingende vitalitet.
Velskænket fadøls-rock af den fineste slags var det. 40 år efter starten på drengedrømmen spiller kvartetten stadig de fleste andre danske rockbands direkte mod førtidspension eller plejehjem.
D-A-D var skarpe, stramme og med en smittende spilleglæde af en anden (og bedre) verden. Fredagens ubetinget bedste koncert. Dette var D-A-D’s 10. optræden på Jelling. Og det er HELT sikkert ikke den sidste!