Baskery (SE) torsdag den 26. februar 2026 på Dexter i Odense

Baskery_Dexter_U8W7919 kopier

KONGE-KONCERT MED DRONINGERNE AF BANJO PUNK

Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde
Fotos ved fotograf Thomas Kvist Christiansen

De tre svenske søstre i Baskery påstår, at trioen ikke kan huske præcis, hvornår eller hvorfor de begyndte at spille musik. Det er i grunden også lige meget. For ingen ved, hvor langt de kan gå og nå med deres uovertrufne musikalitet og ikke mindst originalitet. Torsdag aften i et tæt på udsolgt Dexter i hjertet af eventyrbyen Odense ramte de lige lukt ind i hjertekulen på hele salen ved hjælp af deres eventyrlige kombination af punkens energi og råhed, podet med svensk visetradition, mixet med bluesgrass, country og forenet med singer-songwriter-stilens dybde og finesse.
 
I en tid, hvor kunstig intelligens og autotune er ved at aflive levende musik, var de tre gennemmusikalske kvinder et lyslevende bevis på, at håndholdt musik stadig overgår alt!
 
Afdæmpet 1. sæt
 
Baskery gav en bjergtagende og hæsblæsende koncert sidste år på Jelling Musikfestival, hvor de startede med 180 km/t og sluttede med at bryde lydmuren (hvilket er ca. 1.220 km/t). Denne aftens mere intime koncert blev afviklet noget anderledes; 1. sæt var tildelt de mere rolige og afdæmpede numre fra deres nu 18 år lange album-karriere (debuten “Fall Among Thieves” udkom i 2008). Det betød blandt andet, at Greta, Stella og Sunniva Bondessons ubeskriveligt smukke, velklingende vokal-harmonier stod tindrende klare. Hver især besidder søstrene stærke stemmer. Men, når de stemte i samtidigt, skete der små mirakler af ubeskrivelig skønhed. Det er lidt som hvis 1 plus 1 plus 1 giver ikke 3, men 1 million.  Samklangen, timingen og tonerne sad alle i Ikea-skabet.
Baskery_Dexter_U8W7997 kopier
Som en skøn kontrast til de smukke stemmer bestod musikken af elementer fra det mest beskidte, forurenede Mississippi Muddy Water. I et nummer som Neil Young klassikeren “Heart Of Gold” viste Greta Bondesson nye sider af banjoens muligheder. Alt imens hun dels bestred tung, slæbende stortromme og let istemte elegant skøn-sang, trådte hun i karakter som solist på banjoen. Tilsat forstærker med forvrængning og bottleneck fik den 54 år gamle klassiker nyt liv og ny lyd. Fantastisk version.
 
At både 1. og 2 sæt indeholdt sange af Neil Young fortæller jo, hvor meget disse Dexter Darlings (7. gang – mindst – de gav koncert i Odense) værdsætter den canadiske sangskriver. Faktisk har trioen udgivet et helt album udelukkende med Neil Young cover-sange. “The Young Sessions” fra 2024 kan varmt anbefales.
Baskery_Dexter_U8W7939 kopier
Vildt 2. sæt
 
Hvis man mere var til fart og tempo, plus country med kant, så var anden afdeling af Baskery-koncerten værd at vente på. Her blev den musikalske speeder trådt i bund og skønheden kørt ud på en sidevej. Hæsblæsende sange blev serveret som perler på en snor. Stadig med blik for mesterlige detaljer i musikken og herlige, skarpslebne harmonier. Temposkift, varieret intensitet og overraskende breaks gjorde, at også anden halvleg var en kæmpe oplevelse, blot på en anden måde.
 
To af koncertens højdepunkter kom faktisk hen mod slutningen. Først den berusende, voldsomme og kraftfulde 12 minutter lange version af Neil Young sangen “Down By The River”. Her gik først Sunniva Bondesson fuldstændig amok i en elektrisk, excentrisk, ekstravangant el-guitar solo. Da Sunniva havde spillet samtlige fingre til blods, tog Greta over. Lige i dette intense øjeblik gav trioens titel som “The Queens Of Banjo Punk” rigtig megen mening. 
Baskery_Dexter_U8W7973 kopier
Det andet højdepunkt var den selvskrevne fodslæbende, sløve slowblues “The Curse”. Forbandet godt at kombinere nærvær, nerve, nænsomhed med overraskende breaks, brutal bas og berigende banjo-fingerspil. I et af sangens mange breaks fik min sidemakker våde øjne. Så intenst var nummeret.
 
Aftenens sidste sang var “Cactus Baby”, også skrevet af søstrene selv. En påmindelse om, at nok er Stella, Greta og Sunniva smilende og smukke. Men, man kan nemt komme til at stikke sig på deres musik, hvis man kommer tæt nok på. 
 
At deres Jelling-koncert fra sidste år kunne overgås virkede – inden denne aften – umådelig usandsynligt. Men opdelingen af først et afdæmpet og sidenhen et vildt sæt gjorde, at Jelling gig’et blev overtrumfet. Det endte dermed som en kongekoncert med dronningerne af Banjo-punk. Koncerten cementerede Baskerys position som en markant aktør på den internationale, håndholdte musikscene.
 
– Greta Bondesson på trommer, banjo, guitar og vokal.
 
– Stella Bondesson på kontrabas og vokal.
 
– Sunniva Bondesson på elektrisk og akustisk guitar, mundharpe samt vokal.
 
Baskery_Dexter_U8W7885 kopier