Jelling Musikfestival, 25. maj 2024 - Alfreds scene: Baal
GENIAAAL, BAAL
Af musikjournalist Carsten Codimagnyl Linde
Fotos af Thomas Kvist Christiansen
Når branchens bedste og mest musikkyndige konferencier, Frank Megabody, introducerer Baal som et favoritband, så ved man, at nu venter der en musikalsk oplevelse langt, langt ud over det sædvanlige. Og tak skæbne for et brag af en koncert, som kvintetten Baal leverede sent lørdag aften i teltet, Alfreds.
Bjørn Fjæstad i spidsen for Baal sang og spillede sættet på et teknisk set så højt niveau, at koncerten kandiderer til festivalens absolut bedste og største oplevelse.
Baal, der blev dannet i 1994 i Vanløse, tog navn efter et Bertolt Brecht-stykke. Stemningen i musikken emmer og oser stadig af netop kabaretmusik, unikt blandet sammen med stilskabende rock a la Queen, David Bowie og Sparks. Numrene var lange, mystiske, dragende, dunkle, skræmmende, lokkende og komplicerede. Komplekse kompositioner, fyldt med overraskende tempo-skift, overrumplende breaks og pompøse soli på både guitar og keyboards.
Det kan således kun udføres live, hvis hele holdet holder tungen lige i munden og i øvrigt er knald-hamrende dygtige musikere. Og det er just præcist, hvad de fem spillemænd stadig er – gåsehudsfremkaldende legesyge perfektionister. Det vildeste var, at de alle fem havde overskud til at være både tilstede, udadvendte, venlige og storsmilende.
Især den stadig ufattelig velsyngende dramatiker Bjørn Fjæstad evnede at skabe en forrygende forbindelse med publikum. Det var altså både klasse, overskud og sigende om Baals begejstring over at give koncerter.
Man kan omvendt ikke ligefrem beskylde Baal for at lefle for deres publikum. At finde et omkvæd, der er til at synge med på eller huske, var lige så besværligt som at bestige Mount Everest i en rullestol. Men det betyder INTET. Fordi de dramatiske sange ikke behøver et omkvæd.
Storslået koncert.
Som sports-kommentatoren, Svend Gehr udtrykte det i anden anledning: “Det er genialt, det der”! Koncerten var sand for dyden en opvisning i genialiteter.
Geniaaaal, Baal !!!