Udsolgt koncert med Anthony Gomes Band, lørdag den 24. oktober 2026 i Tøjhuset, Fredericia. Arrangør: Bluesklubben Double Trouble

Gomes_P1100164 kopier

HÆSBLÆSENDE HØJ-OKTAN TRIO-KONCERT

Af musikjournalist Carsten Linde
Fotos ved fotograf Thomas Kvist Christiansen

Nogle gange, ganske vist ganske få – måske med års mellemrum – sågar muligvis med årtiers interval – kan man blive ramt af så meget kærlighed og ærlighed fra første akkord, så man føler sig som vinder af den helt store Eurojackpot musik-lottokupon.
 
Det var lidt den fornemmelse, man sad eller stod med, da canadiskfødte Anthony Gomes med band blæste en udsolgt sal i Tøjhuset bagover. Koncerten i lørdags var blot trioens 4. job i Danmark. Den allerførste var såmænd sidste år, ligeledes på Tøjhuset, i forbindelse med 1-dags-blues-festivalen 1. februar 2025.
 
30 år på scenen
 
Anthony Gomes, født i maj måned 1970 og i dag bosiddende i St. Louis, Missouri, har levet af at spille i 30 år og plade-debuterede tilbage i 1997. Siden da har han sprøjtet albums ud i en lind strøm. Det nyeste (nr 17 i rækken!!) som han har døbt “Praise The Loud”, udkom sidste år. Netop sangene fra “Praise The Loud” albummet fyldte rigtig meget i den 90 minutter lange, lækkert larmende koncert. Det gav rigtig god mening. For stærke sange som “Blame It On Rock’n Roll”, “True That”, “Netflix Chill” og ikke mindst titelsangen var vidnesbyrd om en ekstremt tæt-spillende trio. Et band, der skal roses og hyldes for at veksle vidunderligt mellem rendyrket rock, beskidt blues og et blændende blend af sofistikeret soul, rå rock, blodrødt blues og gyngende gospel.
 
Rytmesektionen
 
Hvis man vækkede bassist Jacob Mreen og trommeslager Christopher (Chris) Whited klokken 04.31 og bad dem fluks starte 17 sekunder inde i nummeret “White Trash Princess”, ville de falde 100 procent rigtigt ind. Så fabelagtigt virkede deres samspil og indbyrdes forståelse for musikkens dynamik. Med sådan en dygtig, dynamisk duo som bund kan det ganske enkelt aldrig gå galt.
Gomes_P1100318 kopier
Showmand
 
Ud over at Anthony Gomes åbenlyst var en blændende sanger, sangskriver og vanvittig varieret genial guitarist, så oste han af spilleglæde og virkelyst. Gomes involverede gang på gang publikum i koncerten. Enten ved at henvende sig direkte til dele af salen, bede os alle om at stå op, klappe eller synge med.
 
De kneb virkede.
 
Tilsyneladende fik sympatiske Gomes nemlig alle i salen med på de små julelege. Selv de små-snakkende tågehorn, som mente at deres latterlige liv i det Midtjyske er mere værd at lytte til end Gomes genistreger, endte med at klappe (næsten) i takt. Heldigvis spillede bandet så højt, at de monster-meget-højtmumlende, midaldrende midtjyske mænd blev overdøvet det meste af koncerten.
 
Unødvendige unoder
 
Når nu en begavet blues-rock beriger som Gomes har udgivet tæt på 20 albums, så har man vel rigeligt med gode numre at tage af. Derfor giver det ikke rigtig mening at “spilde” tid med en bas-solo og tromme ditto. Det er ganske enkelt unødvendigt og ligegyldigt lir. I stedet for disse lidt langstrakte unoder, ville det være bedre for publikum med to sange mere. Vi kunne sagtens høre, hvor dygtige begge musikere var, uden sjæle-løse soli.
 
Når det er sagt og nu tillige skrevet, var det ellers komplet umuligt at sætte en finger på koncerten. Mageløs fra start til slut.
 
Aftenen sluttede af som den startede: Fyldt med kærlighed. Led Zeppelin/Willie Dixon sangen “Whole Lotta Love” inklusiv iblandet lidt Doors-reference rundede en formidabel aften af.
 
Den igangværende verdensturné indeholder stop i hele 17 forskellige lande. Herunder et af klodens mest legendariske, sagnomspundne spillesteder Whisky A Go Go på selveste Sunset Boulevard, Californien. Må Danmark igen være blandt de lande, som Anthony Gomes Band besøger inden for de næste par år.
Gomes_P1100153 kopier