Sebastian Wolff, Tøjhuset i Fredericia 23. marts 2024
NÅR DET BRUTALE BLIVER BERIGENDE
Af Carsten Linde - fotos af Thomas Kvist Christiansen
Frontfiguren i Kellermensch, Sebastian Wolff er efter eget udsagn så kreativ rastløs, at skrivebords-skuffen altid er fyldt med nye ord og musik. Sange, som ikke alle når med på de alt for få og meget sporadisk udsendte albums med Esbjerg-bandet, “Kældermennesket”.
Derfor er den fremragende vestjyske sanger draget på turne i eget navn. En turne, hvor han på scenen bakkes brillant op af Christian Hede på guitar og kor, Jeppe Bremann (fra indie-rock-bandet med det geniale navn, The Awesome Welles) på trommer samt Mads Haahr Andersen på bas og kor.
Hverken kvartettens spillemæssige kvaliteter eller de ukendte sange fra gemmerne skuffede.
Kopi-sange
Med en vidunderlige blanding af knaldgode cover-sange, kendte Kellermensch klassikere i nye klæder samt nye ukendte perler, fik de pænt mange fremmødte publikummer i en god times tid et brutalt musikudtryk lige ind i kroppens solar plexus som en massiv mavepuster.
Ved hjælp fra og ved brug af støjguitar, spillet rasende højt og energisk, overdrive-effekt på bassen samt universets tungeste trommeslag fik vi blandt andet formidable versioner af U2-klassikeren, “With Or Without You”, “Birds” af Neil Young samt ikke mindst fortolkningen af “Take Care Of All My Childern” af Tom Waits. Alle tilført det til alle tider voldsomme udtryk som Kellermensch og nu altså også Wolff solo er eksponent for. Det vil sige: En massiv musikalsk mur af mørke. Men det magiske er, at man bliver herlig høj af og dybt draget ind i det melankolske univers. Fordi cover-sangene er så spændende spillet, så vidunderligt videreudviklet og så suverænt sunget.
De nye sange
Fra afdelingen af de nye værker stod især to numre som rene åbenbaringer: Sangen “No Light”, vist nok dedikeret til Wolffs ekskone Mia og den nye single, “Sword Of Damocles”.
Tunge tekster om forliste forhold og trøstesløse tanker. Men spillet med så meget nerve, nærvær, tyngde og musikalsk overskud, at hele salen blev blæst bag over. Af både lyd- trykket og udtrykket. Blæst bag over af gribende, glubsk glæde vel at mærke.
Sikke meget drabelig, desperat energi, der lå gemt i disse melodier og tekster.
Drabet på et trommesæt
En af de mest effektfulde virkemidler i Wolffs solo projekt var Jeppe Bremanns måde at spille tromme på.
Ja han spillede – faktisk ret godt endda – på tromme. Men han slog så sandelig også på trommerne. Faktisk tæskede han dem så hårdt, at skind, crash-bækket, stortrommepedal, trommestikker en masse og gulvtam døde denne lørdag aften. Bremann slog ganske enkelt det trommesæt ihjel. En brutal død. Men en på en berigende måde. For vildmanden med det viltre hår understøttede som sagt i særlig grad Sebastians Wolffs dommedags-agtige tilgang til musikken.
Afslutningsvis fik det begejstrede publikum to Kellermensch sange: ” Bad Sign” og “Army Ants”. Begge spillet i og med et rasende tempo og intensitet, at det var de store ikoniske punk-bands som Shame 69, Ramones og ikke mindst Bad Religion værdigt.
Nok ikke helt tilfældigt, at Danmarks pt. mest interessante sanger og sangerskriver, Sebastian Wolff denne aften bar en T-shirt med netop californiske Bad Religion.
Mindeværdig magtdemonstration af de fire dygtige danske musikere, endda med en forsanger i topform.
Skulle der uddeles stjerner for præstationen denne lørdag aften, ville Sebastian Wolff kvartetten få 12 ud af 6 mulige!
